Det er målsætningen med det kommunale tilskuds- og udligningssystem, at kommunerne har nogenlunde ensartede økonomiske muligheder for at finansiere ens service med et givet skatteniveau. Udfordringen ligger i, hvordan serviceniveauet sammenlignes på tværs af kommunerne med store forskelle i befolkningssammensætning.

Det mest umiddelbare problem er, at der ikke findes mål for output (altså hvor god pleje de ældre får, eller hvor god undervisning børnene får), men kun for input, altså hvor mange penge en kommune bruger på et område.

Når man alene regner på input, så fanger man ikke forskelle i effektiviteten i de enkelte kommuner eksempelvis på grund af lavere sygefravær, mindre spildtid eller mere effektive processer. Udgiftsniveauet siger heller ikke noget om, hvor god en service en kommune leverer, eksempelvis fordi man har evnet at rekruttere dygtigere og mere engagerede medarbejdere.

NB-Økonomi har opstillet fire modeller, der med udgangspunkt i det kommunale udligningssystem er forskellige bud på et teoretisk serviceudgiftsbehov ud fra forskellige forudsætninger. Men man skal huske, at der er en lang række svagheder i udligningssystemet, som den aktuelle debat og igangsættelsen af den kommende analyse af området understreger.

I de fire modeller fokuseres på to komponenter i udligningen, nemlig betydningen af særtilskud i finansieringen af kommunerne, samt den metode, der bruges i udligningssystemet for at tage højde for socioøkonomien.

Kombinationen af komponenterne i de valgte modeller kan du se i nedenstående tabel.

Artiklen fortsætter under tabellen.

Den ene dimension ved beregningen af serviceudgiftsbehovet er, hvordan socioøkonomien håndteres.

Den anden dimension handler om de forskellige særtilskud, som er en del af tilskuds- og udligningssystemet.

Herunder gennemgås de fire modeller, og fordele og ulemper fremhæves. I hver model beregnes et serviceudgiftsbehov, dvs. hvilke serviceudgifter skulle en kommune teoretisk have på baggrund af kommunens alderssammensætning og socioøkonomi. Ved sammenligning med de faktiske serviceudgifter kan man opgøre, hvem der ligger over eller under det teoretisk beregnede udgiftsniveau.

Model 1: Udligningssystemets opgørelsesmetode

Her opgøres udgiftsbehovet alene ud fra udligningssystemets demografiske og socioøkonomiske opgørelse.

Fordele ved modellen:

• Modellen følger de regressionsanalyser, som senest i 2012 viste, at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.
• Modellen er uafhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Ulemper:

• Modellen afspejler ikke, at nogle aldersgrupper er dyrere end andre (børn og ældre), fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de 'dyre' aldersgrupper (børn og 75+ årige).
• Modellen afspejler ikke, hvis de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, som ikke allerede indgår.

Model 2: Udligningssystemets opgørelsesmetode og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning:

Her har vi fastholdt udligningssystemets opgørelsesmetode, men tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen.

Fordele ved modellen:

• Modellen følger de regressionsanalyser, som senest i 2012 viste, at metoden havde en god statistisk sammenhæng mellem kommunernes faktiske udgifter og deres demografi og socioøkonomi.
• Modellen giver et mere præcist billede af udgiftsbehovet, hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov.

Ulemper:

• Modellen afspejler ikke, at nogle aldersgrupper er dyrere end andre (børn og ældre), fordi det socioøkonomiske udgiftsbehov tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov men fordeles ligeligt mellem aldersgrupperne. Dermed vil kommuner altid have underdækning på de 'dyre' aldersgrupper (børn og 75+ årige).
• Modellen er afhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Model 3: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi:

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud.

Fordele ved modellen:

• Modellen er neutral i forhold til alderssammensætningen af kommunens befolkning.
• Modellen er uafhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.

Ulemper:

• Modellen ser bort fra udligningssystemets metode vedrørende indregning af socioøkonomi. Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, vil denne model undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre.
• Modellen afspejler ikke, hvis de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov, som ikke allerede indgår.

Model 4: Udligningssystemets opgørelsesmetode korrigeret med fuld dækning af socioøkonomi og indregning af varige særtilskud og udlændingeudligning.

Vi har her korrigeret udligningssystemets opgørelse af det socioøkonomiske udgiftsbehov, så vi i stedet for at tildele samme socioøkonomiske udgiftsbehov til alle aldersgrupper, har fordelt pengene i forhold til aldersgrupperne på samme måde, som pengene er trukket ud.

Derudover har vi tillagt de varige særtilskud og udlændingeudligningen.

Fordele ved modellen:

• Modellen er neutral i forhold til alderssammensætningen af kommunens befolkning.
• Modellen giver et mere præcist billede af udgiftsbehovet, hvis man antager, at de varige særtilskud i udligningssystemet afspejler et reelt udgiftsbehov.

Ulemper:

• Modellen ser bort fra udligningssystemets metode vedrørende indregning af socioøkonomi. Hvis udligningssystemets opgørelse er korrekt, vil denne model undervurdere udgiftsbehovet i kommuner med få børn og ældre.
• Modellen er afhængig af politiske aftaler, præferencer og magtforhold i udligningsreformen.