
En forøgelse af forsvarsudgifterne på yderligere en halv procent svarer til tre fjerdedele af det frie økonomiske råderum. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Øgede forsvarsudgifter vil lægge beslag på størstedelen af det frie råderum
En forøgelse af forsvarsudgifterne svarende til yderligere en halv procent af BNP vil betyde, at kun en fjerdedel af det frie økonomiske råderum vil være tilbage til andre politiske prioriteringer, hvis ikke der findes anden finansiering.
Udgivet: 29/10/2024
En kommende styrkelse af forsvaret, så der fremover bruges to en halv procent af BNP, vil koste 14,5 mia. kr. Det svarer til tre fjerdedele af det frie råderum, har tænketanken CEPOS beregnet for Berlingske.
Dermed indskrænkes mulighederne for at bruge flere penge på velfærd end den rene dækning af det demografiske træk.
Regeringen har været i gang med at italesætte behovet for højere udgifter til forsvaret. Statsminister Mette Frederiksen (S) omtalte emnet i forbindelse med Folketingets åbning.
"Vi bruger nu mere end to procent af BNP på forsvar og sikkerhed. Lad mig være ærlig og sige det direkte: Vi får behov for mere. For at kunne forsvare os selv og vores eget land. Og bidrage til beskyttelsen af vores alliance i NATO," sagde statsministeren i sin åbningstale.
Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har fremhævet behovet for øgede forsvarsudgifter.
Pengene kan kun bruges en gang
Både Niels Storm Knigge, ledende økonom i tænketanken Kraka, og professor Bo Sandemann Rasmussen peger på, at det begrænser handlefriheden, hvis man disponerer så stor en del af råderummet på forsvar.
"Tager man fra råderummet, er der andet, man ikke kan bruge det på. Og jeg er sikker på, at politikerne gerne vil bruge penge på andet end forsvarsudgifter. At tage fem milliarder er nok o.k. – men allerede ved ti milliarder, altså halvdelen, begynder det at gøre ondt for alvor," siger professor Bo Sandemann.
Cheføkonom i CEPOS Mia Amalie Holstein mener dog, at råderummet kan øges:
"Skulle der være behov for at skaffe endnu flere penge til NATO, er der heldigvis gode muligheder for at finde besparelser i den offentlige sektor."
Genberegning af det økonomiske råderum
Det skal bemærkes, at det økonomiske råderum med jævne mellemrum genberegnes, og senest har vismændene regnet sig frem til, at råderummet er op mod 25 mia. kr. højere end regeringens seneste skøn.
Sidst opdateret: 29/10/2024 - 11:16









































