Balancetilskuddet reguleres hvert år, så der tages højde for ændringerne i de kommunale udgifter og indtægter mellem årene. Det sikrer, at kommunerne under et oplever, at der er balance mellem udviklingen i udgifter og indtægter.

Udfordringen er imidlertid, at kommunerne i en række tilfælde ikke vil have den samme ændring i udgifter og indtægter som den modgående ændring i balancetilskuddet, og derfor vil opleve en realøkonomisk effekt af reguleringerne.

Samtidig er mange kommuner begrænset af hvilken finansiering, de har til rådighed, når de skal lægge budget, og ikke af niveauet for servicerammen. Det er det, der i 2025 vil betyde, at borgerne i disse kommuner ikke vil få glæde af det store løft af servicerammen.

Reguleringerne af balancetilskuddet kan groft opdeles i tre kategorier:

For det første reguleringer som for en gennemsnitskommune set over årene vil være neutrale.

Det vil for eksempel være tilfældet for nettoudgifterne på overførselsområdet. Her lægges en prognose for antal ledige, antal på sygedagpenge, antal førtidspensionister osv. til grund for reguleringen. Ændringen i de forventede nettoudgifter reguleres en til en i balancetilskuddet og efterreguleres de efterfølgende år, så det passer med den faktiske udvikling.

For den enkelte kommune, som jo ikke er gennemsnitlig, vil der normalt være små og større afvigelser mellem bevægelsen på landsniveau og ændringen på kommuneniveau, som så vil give tab eller gevinst for kommunekassen.

Et andet eksempel er den forøgelse af servicerammen, der indgår i økonomiaftalen, og som fordeles mellem alle kommunerne efter folketal, eller DUT-reguleringer, der korrigerer for opgaveændringer og dermed afledte mer- eller mindreudgifter.

For det andet er der reguleringer, som vedrører indtægtsposter, som er meget skævt fordelt mellem kommunerne.

Det drejer sig blandt andet om selvbudgettering, hvor det som hovedregel kun er et mindre antal kommuner, der har selvbudgetteret, og som derfor kan have en gevinst at modregne reduktionen af finansieringen i. De kommuner, der ikke har valgt selvbudgettering, vil kun opleve en nedgang i finansieringen.

Det kan også være selskabsskat, hvor det normalt kun er 18-20 kommuner, der påvirkes direkte af højere eller lavere selskabsskat, mens de øvrige ca. 80 kommuner påvirkes indirekte som følge af ændret finansiering.

Den type reguleringer kan have markant effekt i enkelte kommuner, enten positivt eller negativt.

For det tredje er der en sidste gruppe af reguleringer, som i højere grad afspejler en forhandling mellem KL og finansministeriet.

Det er her, at reguleringen af balancetilskuddet på baggrund af indtægterne fra de centrale refusionsordninger kommer ind. Reguleringen vedrører ikke en forventet ændring fra 2024 til 2025, men er en opsamling på den stigning, der er sket siden refusionsomlægningen i 2021. Hvordan beløbet er fremkommet er uvist, men det fremgår af materiale fra KL, at der er reguleret svarende til 1,8 mia. kr.

Et andet eksempel er, at der ikke fuldt ud bliver reguleret i balancetilskuddet for ændringerne i provenuet fra grundskylden som følge af de nye skøn for ejendomsværdierne.