16 kommuner taber på kriteriet for faldende folketal

16 kommuner mister penge på kriteriet for faldende folketal, og heraf ryger to kommuner helt ud. To nye kommuner kommer til. Langsomt, men sikkert, er hovedstadskommunerne faldet ud af kriteriet, imens et par nye yderkommuner har fået foden inden for døren. Se hvilke her:

Udgivet: 01/07/2024

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Det bliver 36 kommuner, der i 2025 opfylder kriteriet for faldende folketal, og som derfor skal deles om knap 1,9 milliarder kroner. To kommuner ryger ud af kriteriet, og to nye kommer til. Det viser en gennemgang af Meddelelse om Tilskud og Udligning 2025, som NB-Økonomi har foretaget.

Ud over at nye kommer til og gamle træder ud, er der ikke de store ændringer i forhold til 2024.

Før udligningsreformen var kriteriet ellers lidt af et lotteri, hvor enkelte kommuner kunne risikerer at tabe to-cifrede millionbeløb på så lidt som en forskel på otte borgere. De dage synes talte, og med undtagelse af Tårnby Kommune, der får barberet knap en tredjedel af sit tilskud, samt Gribskov, der mister godt halvdelen i forhold til året før, så er det blot mindre justeringer for 2025.

Herunder kan du se udviklingen fra 2024 til 2025.

Bemærk, at de beløb, den enkelte kommune vil modtage pr. borger, vil variere, og derfor er opgørelsen et skøn.

De to kommuner, der ikke længere opfylder kriteriet og derfor mister tilskuddet, er Brøndby og Kerteminde. Derudover træder Fanø og Nordfyn ind.

At Brøndby ryger ud, at Gribskovs tilskud halveres, og at Tårnby mister knap en tredjedel af sit tilskud, er en fortsættelse af en trend, der begyndte i kølvandet på udligningsreformen.

Det er en udvikling, hvor hovedstadskommuner, samt kommuner med større byer, langsomt er sigtet ud af kriteriet. Eksempelvis måtte Ballerup i 2023 vinke farvel til lige knap ni mio. kroner på den konto, ligesom Næstved har måttet undvære siden 2022.

Dermed er det fra Region Hovedstaden kun Gribskov, Tårnby, Albertslund samt Bornholm (der er lidt uden for nummer i denne sammenhæng), der vil få del i pengene i 2025.

FAKTA: Sådan beregnes kriteriet for faldende folketal

I Indenrigsministeriets meddelelse om tilskud og udligning for 2025(MTU), kalder man kriteriet "nedgang i befolkningstallet". Her beskriver man på side 45, hvordan man udregner dette kriterie.

“Kriteriet er et gennemsnit af de seneste tre år opgjorte nedgange i befolkningstallet i kommuner, som i året har et beskatningsgrundlag pr. indbygger mindre end 125 pct. af det landsgennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger. Nedgangen i befolkningstallet opgøres i hvert af de tre år for kommuner med en samlet nedgang i befolkningstallet over de seneste 5 år, som summen af de årlige nedgange over den 5-årige periode. De tre år svarer til tilskudsåret 2025 samt de to foregående år. Nedgangen i befolkningstallet for tilskudsåret 2025 opgøres på baggrund af befolkningstallet i perioden 2019-2024, samt perioderne 2018-2023 og 2017-2022 i beregningen i befolkningstilbagegangen i de to foregående år.”

Det betyder, at man først ser på, hvilke tre "nedgangs-år", der er tale om. Det vil sige 2024, 2023 og 2022. De seneste tal, man har, er nemlig 1. januar 2024. Dernæst beregner man for hvert af de tre år de fem forudgående års ændringer i befolkningstallet. For 2024 er det forskellen fra 2019 til 2024. Men man lægger kun de år sammen, hvor der rent faktisk har været en nedgang. Det vil sige, man opgør dem hver for sig på ændringer i folketal fra henholdsvis:

1) 2019 til 2020

2) 2020 til 2021

3) 2021 til 2022

4) 2022 til 2023

5) 2023 til 2024

For at beregne kriterieværdien for 2024, tager man kun de år, der har været et fald og lægger dem sammen. Det gælder dog kun, hvis der samlet set i hele den femårige periode har været et fald i folketallet. Det samme gør man så for 2023, hvor det er 2018-2023 og for 2022, hvor det er 2017-2022. Det vil sige tre nedgangs-år.

For at beregne kriterieværdien for 2025, tager man så de tre nedgangs-år og deler med tre. Det giver hver kommunes antal kriteriehit i 2025. Det tal ganger man med enhedsværdien pr. kriteriehit. Til sidst ganger man med udligningsgraden på 0,95 (jf. MTU) for at få hver kommunes tilskud fra kriteriet for faldende folketal.

Enhedsværdien pr. kriteriehit er beregnet ved at tage det samlede antal kriteriehits og dividere med det samlede udligningsbeløb, der går til kriteriet for faldende folketal. Det tal er beregnet ved at tage 0,62 procent af de samlede aldersbetingede udgiftsbehov.

Til sidst trækkes tallet for 2025 fra beregningen for 2024, hvilket giver forskellen i, hvad kommunerne modtager i 2025 i udligning fra kriteriet for nedgang i folketal sammenlignet med 2024.

Sidst opdateret: 30/06/2024 - 12:21

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]