Skatteindtægterne vil falde i 20 kommuner
I 20 kommuner vil indkomstskatteindtægterne falde, hvis kommunerne vælger at følge statsgarantien. Det fremgår af Indenrigsministeriets udmelding om tilskud og udligning. Se hvordan det ser ud i din kommune.
Udgivet: 01/07/2024
Skatteindtægterne vil for kommunerne som helhed vokse i 2025, men i 20 kommuner viser Indenrigsministeriets udmelding, at de vil falde. Samlet vokser de kommunale indkomstskatteindtægter med 5,7 milliarder kroner, fordelt med et plus på 6,3 milliarder i de kommuner, hvor indtægterne vokser, og et minus på 0,6 milliarder for de kommuner, der har faldende indtægter.
I gennemsnit viser ministeriets tal for indkomstskatten en stigning på 713 kr. pr. indbygger målt i 2025-pl, svarende til 1,3 procent. I 11 kommuner stiger skatteindtægterne med mere end 2.000 kr. pr. indbygger, mens det falder med mere end 2.000 kr. i fem kommuner.
Det er særligt i de nordsjællandske kommuner, at der er tale om et lavere skatteindtægter, mens de store stigninger ses over hele resten af landet.
I kortet herunder kan du se udviklingen i din kommune (artiklen fortsætter under kortet).
Indkomstskatteindtægterne er dog fortsat langt højere i de nordsjællandske kommuner end i det meste af resten af landet, som du kan se i nedenstående kort. I Gentofte Kommune kan man glæde sig over indtægter på over 100.000 kr. pr. indbygger, mens kommunekassen i Brøndby kun vil modtage godt 40.000 kr. pr. indbygger.
Skatteindtægter
Tallene i denne artikel omfatter
Indkomstskat, jf. tabel 2
fra Indenrigsministeriets Meddelelse om tilskud og udligning.
Ved sammenligning af 2024- og 2025-tal er pl-reguleret med 4,188 procent, svarende til midtvejsreguleringen i 2024 og den pl, der indgår i økonomiaftalen for 2025 på 3,9 procent.
Sidst opdateret: 01/07/2024 - 08:04









































