Sådan ligger de kommunale udgiftsbehov i 2025
Der er stor forskel på udgiftsbehovet i kommunerne. Lolland har eksempelvis 44 procent større udgiftsbehov end Frederiksberg. Se kortet her.
Udgivet: 29/06/2024
De kommunale forskelle viser sig for alvor, når man ser på udgiftsbehovet. Det samlede udgiftsbehov for Frederiksberg Kommune ligger eksempelvis kun på 68.780 kr. pr. indbygger, hvor det i Lolland Kommune er helt oppe på 99.124.
Det viser nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som offentliggjorde meddelelse om tilskud og udligning for 2025 fredag eftermiddag.
De store forskelle skyldes blandt andet, at de socioøkonomiske udfordringer er forskellige fra kommune til kommune. Men der kan også være flere plejekrævende ældre eller andre aldersbetingede forskelle i de enkelte kommuner, som presser det aldersbestemte udgiftsbehov i vejret. Det er nogle af de forskelle, som udligningen netop skal fange.
Tager man eksemplet med Lolland, er der både et højere socioøkonomisk udgiftsbehov og et aldersbestemt udgiftsbehov, som er større end Frederiksberg. Men ser man på Allerød, så har de faktisk et socioøkonomisk udgiftsbehov, som er lavere end Frederiksberg, men et højere aldersbestemt udgiftsbehov. Det er sidstnævnte, der samlet set gør, at Allerød ender med en smule højere samlet udgiftsbehov end Frederiksberg.
Det samlede udgiftsbehov er steget fra 76.822 kr. pr. indbygger i 2024, hvis man pl-regulerer til 2025-niveau, til 78.066 kr. pr. indbygger i 2025, hvilket giver et øget udgiftsbehov på 1.244 kr. pr. indbygger i 2025.
Effekten fra henholdsvis det socioøkonomiske indeks og aldersfordelingen ses af nedenstående artikler:
Sidst opdateret: 28/06/2024 - 20:45
Temaer: Udligning










































