
Den 5. maj 2020 indgik den daværende S-regering sammen med V, R, SF og Alt en aftale om en udligningsreform. Det er på den baggrund, at de endelige udligningsregler og takster om tilskud og bidrag til eksempelvis beskatningsgrundlag og udgiftsbehov fastsættes. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forstå på tre minutter: Udligning af udgiftsbehov og beskatningsgrundlag
Der flyttes 23,8 mia. kr. mellem kommunerne i 2024, og det foregår især - men ikke kun - via udligningen af udgiftsbehovet og beskatningsgrundlaget. Her spiller folketallet i forskellige aldersgrupper en væsentlig rolle.
Udgivet: 11/04/2024
I det generelle udligningssystem er der fire ordninger. Det er udligning af udgiftsbehov, af beskatningsgrundlag, overudligning og særlig kompensationsordning. I 2024 flyttes der 23,8 mia. kr. rundt mellem kommunerne i udligning.
De store penge rykker især rundt mellem kommunerne på de to første modeller bestående af udligning af udgiftsbehov og udligning af beskatningsgrundlag. Her er en kort gennemgang af de to modeller.
Du kan læse mere om reglerne i Indenrigsministeriets meddelelse om tilskud og udligning (MTU), som kommer hvert år i juni: "Kommunal udligning og generelle tilskud 2024".
Udligning af udgiftsbehov
Når man udligner efter udgiftsbehov, sker det både efter et aldersbestemt udgiftsbehov og et socioøkonomisk udgiftsbehov.
Der er et aldersbestemt udgiftsbehov, fordi det er særlig dyrt for kommuner eksempelvis at have mange små børn, der skal gå i daginstitution eller særligt mange ældre, fordi de er mere plejekrævende. Derudover koster det også kommunerne penge at have mange borgere med sociale udfordringer. Alt det forsøger udligningssystemet at håndtere, men det fanger ikke de reelle udgifter perfekt, som man kan læse mere om i nedenstående.
Det socioøkonomiske udgiftsbehov forsøger ud fra en række kriterier at kompensere kommunerne for borgere med særlige udfordringer. Det er eksempelvis kriterier som, at borgerne er psykiatriske patienter, har et handicap, er indvandrere eller efterkommere, er uden beskæftigelse o.lign.
Hverken socioøkonomi eller aldersfordelingen i kommunerne er ligeligt fordelt. Man får derfor kompensation eller skal afgive midler ud fra faste procentsatser i forhold til landsgennemsnittet i udligningssystemet.
Er man en kommune med et beregnet udgiftsbehov, som ligger over gennemsnittet, hvor forskellen eksempelvis er 100 mio. kr., så vil man modtage et tilskud på 93 procent af 100 mio. kr., dvs. 93 mio. kr. Er man en kommune, som har lave udgiftsbehov sammenlignet med gennemsnittet, skal man afgive et bidrag på 93 procent af forskellen.
Derudover er der et tillæg på to procent til de kommuner, der har et dyrere udgiftsbehov end landsgennemsnittet. De to procent finansieres dog af alle 98 kommuner.
På landsplan balancerer beløbet fra de kommuner, som afgiver, med de kommuner, som får udligning via udgiftsbehovet.
Udligning af beskatningsgrundlag
Beskatningsgrundlaget består af en kommunes udskrivningsgrundlag i tilskudsåret tillagt et bidrag fra grundværdier på både produktionsjord og ejendomme.
Udskrivningsgrundlaget er de samlede skattepligtige indkomster i en kommune, hvor personfradrag er fratrukket. Derfor spiller befolkningens aldersgruppe også ind her. Har man mange borgere i den arbejdsdygtige alder fra 18-67 år, hvoraf de fleste ikke har store socioøkonomiske udfordringer, så vil beskatningsgrundlaget typisk være fordelagtigt for en kommune. Har man mange ældre borgere og borgere med tunge sociale problemer, så vil det trække ned.
Beskatningsgrundlaget bliver ligesom udgiftsbehovet udlignet omkring landsgennemsnittet. Har en kommune mange borgere uden for den arbejdsdygtige alder, så vil beskatningsgrundlaget alt andet lige være lavere end gennemsnittet, og så vil kommunen modtage et tilskud. Det tilskud er beregnet på forskellen på landsgennemsnittet og ned til det lavere beskatningsgrundlag. Man modtager dog ikke hele forskellen, men 75 procent af forskellen.
Kommuner over landsgennemsnittet skal omvendt betale 75 procent af den andel af deres beskatningsgrundlag, som ligger over gennemsnittet.
I denne ordning er der også en tillægsordning, således at kommuner, der ligger langt under gennemsnittet vil modtage mere. Svarer en kommunens beskatningsgrundlag til under 90 procent af landsgennemsnittet, vil man oveni de 75 procent modtage 20 procent af forskellen på de 90 procent op til landsgennemsnittet. Det vil sige af de 10 procent. Den del finansieres af de kommuner, der omvendt har et beskatningsgrundlag, der ligger på 125 procent af gennemsnittet. De betaler 18 procent af forskellen til gennemsnittet.
Balancerer tilskuddet og bidraget ikke på den sidste del, så betales differencen af alle 98 kommuner efter indbyggertal.
Det betyder, at de kommuner med allerlavest beskatningsgrundlag - det vil sige under 90 procent af landsgennemsnittet - modtager et tilskud på forskellen op til gennemsnittet på 75 procent plus 20 procent, som giver 95 procent. De kommuner med et højere beskatningsgrundlag end 125 procent af landsgennemsnittet skal omvendt af med 75 procent plus 18 procent ned til landsgennemsnittet, hvilket svarer til 93 procent.
Sidst opdateret: 11/04/2024 - 10:57









































