
Formanden for ekspertudvalget på socialområdet Torben Tranæs til præsentationen af anbefalingerne til det specialiserede socialområde onsdag eftermiddag. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Sådan vil Tranæs ændre serviceloven og Ankestyrelsen
Serviceloven skal revideres, så det bliver tydeligt, at økonomi og borgerens udviklingspotentiale spiller en større rolle. Samtidig vil Ankestyrelsen komme til at spille en mindre rolle.
Udgivet: 03/04/2024
Økonomi fylder i Tranæsudvalgets afsluttende anbefalinger. Ekspertudvalget for socialområdet - som har forskningsdirektør og professor fra VIVE Torben Tranæs som formand - løftede onsdag eftermiddag sløret for de længe ventede anbefalinger, der skal få ro på økonomien på det specialiserede socialområde.
Ud af 19 nye anbefalinger slår udvalget blandt andet ned på rammerne i serviceloven. Der er alt for meget ukonkret, som giver anledning til for mange misforståelser og fortolkninger, hvilket kan skabe en kløft mellem borgere og kommuner.
Det bør der blive rettet op på, lyder en anbefaling.
"Ekspertudvalget forventer, at en tydeliggørelse af grænserne for reglernes anvendelse primært kan bidrage til et bedre samarbejde mellem borgeren og kommunen, men også en bedre oplevelse af klagesystemet for såvel borger som kommune," skriver ekspertudvalget i den 134 sider lange rapport.
Udfordringen har været, at Ankestyrelsen har alt for meget elastik til at fortolke reglerne i serviceloven, hvilket blandt andet har medført afgørelser, der er langt dyrere, end hvad lovens og politikernes intention oprindeligt har været, står der i rapporten.
"Ekspertudvalget finder det uhensigtsmæssigt, hvis lovgivningen udarbejdes med uklare rammer for kommunernes og dermed også for Ankestyrelsens anvendelse og fortolkning af reglerne. Samtidig er det set, at Ankestyrelsens prøvelse efter lovens vedtagelse har ført til afgørelser, som indeholder væsentlig fordyrende elementer, der også ligger ud over det, som umiddelbart synes at have været den politiske intention," skriver udvalget.
Serviceloven skal også fokusere på økonomi
Anbefalingerne går videre. Det er ikke tilstrækkeligt, at serviceloven kun fokuserer på faglighed. Fremover bør den revideres, så det gøres mere tydeligt, at afgørelser ud fra økonomiske hensyn også vil blive taget i betragtning.
Udvalget understreger, at det faglige hensyn ikke må sættes til side for det økonomiske hensyn, men hvis man har to lige gode faglige tilbud, så må kommunerne godt anvende det billigste.
"Ekspertudvalget anbefaler, at serviceloven revideres med henblik på at tydeliggøre og derved fremme hensynet til borgerens inddragelse i egen sag, at sikre helhedsfokus, at indsatserne afstemmes i forhold til borgerens udviklingspotentiale samt egne og netværksressourcer, og at økonomiske hensyn skal tillægges vægt, men ikke må tilsidesætte faglige vurderinger af, hvad der er nødvendigt," står der.
Det er især spor 1 i Tranæs-udvalgets rapport, der har fokus på økonomi. Det spor har otte ud af 19 anbefalinger og kan læses i nedenstående artikel. Det er mange bække små, og det er det lange seje træk. Hvis man først skal lave om i serviceloven, så kan det tage tid at få udfærdiget og implementeret. Så mange af tiltagene løser ikke kommunernes økonomiske udfordring nu og her, heller ikke hvis man får dem skrevet ind i økonomiaftalen for 2025.
Rettes: 3/4 kl. 14.44 Før stod der, at serviceloven skal ændres, så der tages hensyn til økonomi. Det er nu ændret til, at det skal gøres mere tydeligt, at der kan tages økonomiske hensyn.
Sidst opdateret: 08/04/2024 - 13:12









































