Statsminister Mette Frederiksen (S) har fuldstændig styr på ministrene i Folketingssalen, her sidder de alle lige bag hende. Men når det kommer til at holde styr på ministeriernes statslige administration, så sejler det mildt sagt. I Statsministerens regeringstid, er det vokset med to mia. kroner.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fuldstændig styr på ministrene i Folketingssalen, her sidder de alle lige bag hende. Men når det kommer til at holde styr på ministeriernes statslige administration, så sejler det mildt sagt. I Statsministerens regeringstid, er det vokset med to mia. kroner. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Samtlige borgmesterpartier stemmer for mere administration i staten

Regeringen er ikke alene om at stemme for love, der øger administrationen i staten. Samtlige borgmesterpartier har på blot tre år stemt for en øget statsadministration for mellem 650-850 mio. kr, viser NB-Økonomis gennemgang.

Udgivet: 12/01/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Christina Yoon

Politisk journalist

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Uanset partifarve og politisk holdning er Folketinget med til at øge den statslige administration, når de stemmer nye love igennem. På blot tre år har alle borgmesterpartier stemt for en stigning af bureaukratiet i staten på mellem 650-850 mio. kr.

Det fremgår af NB-Økonomis gennemgang af love i perioden på baggrund af en undersøgelse foretaget af Kommunernes Landsforening (KL).

Liberal Alliance gik straks ud på de sociale medier oven på KL's undersøgelse af, at der de seneste fem år har været en stigning på to mia. kr. i den statslige administration på baggrund af 218 nye love. Men partiet har selv stemt for over 100 love, som alene på tre år har genereret administration for ca. 825 mio. kr. Men partiet står ikke alene, de fleste partier har været med til at stemme udviklingen igennem.

"Når vi kigger de poster igennem i opgørelsen , som har væsentlig betydning, så har jeg svært ved at se, hvordan vi kunnen have stemt anderledes. Skulle vi have stemt imod kompensation til minkavlerne, fordi det er dyrt at administrere en kompensationsordning? Eller skulle vi stemme imod, at pensionsalderen stiger (og derved skabe et astronomisk hul i statskassen), fordi en afledt konsekvens er, at man skal genoptage nogle arbejdsskadesager? Nej, selvfølgelig ikke," siger Sólbjørg Jakobsen, der er politisk ordfører for Liberal Alliance.

Det frustrerer flere partier i Folketinget, at de er nødt til at stemme for så meget statslig administration, når de skal have nye love igennem. Både KL og Christiansborg er enige om, at den statslige administration ikke skal gå sådan amok, når kommuner og regioner samtidig skal spare på bureaukratiet. Derfor har NB-Økonomi forsøgt at trænge ned i, hvad det er, der egentlig skaber al den bureaukrati, og hvad man kan gøre ved det.

"Det er fuldstændig rigtigt, det KL siger, at man er nødt til at have nogle overordnede prioriteringer. Det synes jeg godt kunne være i forbindelse med en finanslov, hvor man har den diskussion," siger Sigurd Agersnap, der er SF's skatteordfører i Folketinget.

Det er LA’s politik, at statens administration som minimum skal ned på niveauet før Mette Frederiksen blev statsminister, som er cirka 13.000 lavere end i dag.

Sólbjørg Jakobsen afviser, at LA har en del af ansvaret for den kraftige vækst.

"Udgifterne vi har stemt for, udgør en lille brøkdel af den samlede stigning af offentlig administration – og vi mener ikke, at det er uforeneligt, at vi stemmer for, at bedre retssikkerheden og løse akutte problemer i vores statsadministration løses samtidig med, at vi mener, at det samlede omfang af statsadministrationen skal på slankekur efter, at djøfferne har holdt fire års statslig jobfest under Mette Frederiksen," siger hun.

(Artikel fortsætter under skema)

Folketinget skal lære af kommunernes tilgang

Sigurd Agersnap har tidligere siddet i en kommunalbestyrelse, men blev til valget sidste år valgt til Folketinget for første gang. Her har han observeret en markant forskel på økonomistyringen i kommunerne versus staten, som måske kan forklare, hvorfor administrationen får lov at løbe afsted i staten, uden at nogen stopper den.

"Der er nogle ting, der har overrasket mig efter, jeg kom i Folketinget, som man ikke gør i kommunerne," understreger Agersnap. "I kommunerne ville man se på, hvordan administrationen ser ud samlet set, det er ikke min oplevelse, at man gør det lige så systematisk i Folketinget. Der er ikke en samlet planlægning af administration i ministerierne."

Administrerende direktør Kristian Vendelbo i KL, har været inde på præcis det samme i et interview med NB-Økonomi, som man kan læse nedenfor.

Læs også:
KL-formand og direktør: Finansministeriet har ikke styr på statslig administration

Men Vendelbo tilføjer også, at der er noget galt med den måde, som ministerierne er indrettet, fordi departementschefer selv kan skabe mere administration ved løbende at tilføje lidt millioner hist og her i lovene.

"Når departementschefer ser ind i deres overslagsår, så kan deres bevilling være skrantende. Så hvis man er departementschef, har man også den opgave at regne ud, hvordan man undgår den situation, at de skal være nødt til at afskedige folk de kommende år. Så man skal have fyldt det hul op og gerne lidt mere," siger Kristian Vendelbo, som selv har en fortid som departementschef og derfor har en stor indsigt i, hvordan det foregår i statsapparatet.

"Så hvert ministerium har en øvelse, der går ud på, hvordan de kan bevare deres eget bureaukrati," tilføjer Vendelbo.

Der er med andre ord et stort incitament til, at staten selv opretholder en stigende administration, hvor politikerne de facto mister magten til at få bugt med problemet, og der er ikke nogen styringsmekanisme i Finansministeriet, der sikrer, at man holder øje med udviklingen på tværs af alle ministerier.

Sólbjørg Jakobsen peger på, at de politiske partier ofte stemmer for nye love som eksempelvis det nye ejendomsskattesystem, og først senere får at vide, at regeringen slet ikke kan gennemføre dem med de oprindeligt aftalte administrative ressourcer.

"Et formentligt større problem er, at man ikke nedbringer administrationen igen, når man har løst problemet. Den massive administrative opnormering i staten, som konsekvens af corona, er ikke blevet fulgt op af reduktioner efter, at vi ikke længere har corona," siger hun.

Flere idéer til regeringen, hvordan udfordringen løses

Sigurd Agersnap har tænkt over, hvad man kan gøre ved problemet. Det helt store problem, mener han, er, at man ikke får evalueret lovgivningen.

"Nu kan jeg tage skatteområdet, da jeg er skatteordfører. Der har man lavet en del lovgivning, hvor der skal implementeres IT-systemer. Men så har ministeriet ikke vendt tilbage til politikerne og fortalt, at det nærmest bliver umuligt at lave et IT-system," siger Agersnap.

"I stedet har man brugt mange hundrede millioner på eksterne konsulenter og ekstra ansættelser. Der skulle ministeriet have vendt tilbage til politikerne og spurgt, om vi var sikre på, at vi ville bruge så mange administrative ressourcer på det her, eller om loven ikke skulle tilpasses en smule i stedet. Men det er slet ikke en praksis i Folketinget."

Trine Pertou Mach, der er finansordfører for Enhedslisten, er helt enig med sin folketingskollega fra SF. Hun foreslår, at man bruger flere solnedgangsklausuler, hvor man også skal have fokus på administrationen.

"Vi har nogle gange foreslået, at man laver en eller anden form for solnedgangsklausul, hvor man skal teste efter to år, om loven virker efter hensigten. Man kunne jo godt have en mekanisme, der netop tjekker op på loven, hvor man kan spørge, om der er overhovedet er brug for det her lag af administration," siger Trine Pertou Mach.

Hun tilføjer dog også, at der skal være plads til nuancer. Ny administration kan man ikke helt undgå. Det gælder for eksempel på nyere områder, som den grønne omstilling, hvor der skal etableres helt nye systemer og regelsæt for første gang.

De to Christiansborgpolitikere ligger således helt på linje med Kristian Vendelbo fra KL, at Finansministeriet skal etablere en mekanisme, der holder øjer med administrationen.

"Det er jo Finansministeriet, der er nødt til at tænke over det. Der mangler jo tydeligvis en koordination," siger Kristian Vendelbo.

Sidst opdateret: 12/01/2024 - 12:27

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]