KL-formand Martin Damm og finansminister Nicolai Wammen til torsdagens afsluttende debat på KØF

KL-formand Martin Damm og finansminister Nicolai Wammen til torsdagens afsluttende debat på KØF - Foto: Pressefoto KL, Lars Horn

Finansminister: Det kræver reformer at indfri velfærdsforventninger

Finansminister Nicolai Wammen (S) medgav i en debat på KØF torsdag, at der ikke er afsat tilstrækkelige midler til at levere den velfærd, danskerne vil forvente i de kommende år. I stedet pegede han på frisættelse og afbureaukratisering som svaret på de manglende ressourcer.

Udgivet: 12/01/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Finansminister Nicolai Wammen (S) erkendte i eftermiddagens debat med KL-formand Martin Damm, at der ikke i 2030-planen er afsat midler nok til at møde befolkningens forventninger.

Finansministeren anerkendte udfordringerne i den offentlige sektor: "Jeg har selv været borgmester. Jeg ved godt, hvad det er for en virkelighed, man står med derude. Vi er udfordret på mange måder."

Og pegede på, at der i 2030-planen er afsat midler til at imødegå noget af presset.

"Jeg vil i al stilfærdighed sige, at denne her regering har tænkt sig at gøre noget ved det. Og er i gang med, også i samarbejde med KL. Eksempelvis hvis vi kigger på det demografiske træk, så er det jo ca. 19 mia. kr. i 2030. Det dækker vi. Og så har vi sagt, at derudover så lægger vi 13-14 mia. Så der kommer minimum 32 mia. kr. mere til velfærd i kommende år, end det vi har nu. Løser det alle problemer? Nej det gør det ikke. Men det er i al stilfærdighed det største løft, vi har set i mange, mange år."

Løsningen på den sidste del af problemerne er ifølge Nicolai Wammen frisættelse og afbureaukratisering:

"Stopper vi med det? Nej. Vi er i gang med hele frisættelsesdagsordenen. F.eks. på folkeskoleområdet, hvor vi har fremlagt vores forslag. Og hvis man kigger på folkeskoleområdet med alle de mål, der var sat der, det er jo fuldstændig vildt, hvor mange mål, der har været. Og der går vi ind og siger, at vi skal fjerne 9 ud af 10 af dem. For at få mindre bureaukrati, for at man kan bruge kræfterne bedre ude i den enkelte skole. "

Præcisering 18. januar 2024: Rubrikken i den oprindelige artikel hed "Finansministeren erkender, at der vil mangle penge til velfærd", hvilket kunne fortsås, som om finansministren forudser et fald i velfærden. Som det fremgår af underrubrikken er budskabet, at pengene i 2030-planen ikke rækker til at indfri borgernes forventninger til velfærd medmindre der gennemføres reformer som afbureaukratisering og frisættelse af den offentlige sektor. Vi har derfor ændret rubrikken til "Finansminister: Det kræver reformer at indfri velfærdsforventninger".

Sidst opdateret: 18/01/2024 - 08:22

Temaer: Finanslov

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]