KL-formand Martin Damm (V) opfordrer finansminister Nicolai Wammen (S) til at få styr på administrationen i staten, som de seneste år er vokset kraftigt.

KL-formand Martin Damm (V) opfordrer finansminister Nicolai Wammen (S) til at få styr på administrationen i staten, som de seneste år er vokset kraftigt. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

KL-formand og direktør: Finansministeriet har ikke styr på statslig administration

Den statslige administration er på fem år vokset med to mia. kr. på baggrund af ny lovgivning, som Folketinget har stemt igennem. Men finansministeriet holder ikke øje med den voksende administration, lyder kritikken fra KL.

Udgivet: 11/01/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

"Det er som om, at der er en automat, hvor man bare kan hive penge i til administration, når det kommer til staten," siger KL-formand Martin Damm (V) i et interview med NB-Økonomi.

Damm er rystet over, at staten de seneste fem år er vokset med to milliarder kroner alene i statslig administration, som er blevet vedtaget løbende i over 200 nye love, som en ny analyse fra KL viser.

Samtidig skal kommunerne spare 700 mio. kr. i administration det kommende år, selvom regeringen ikke har fjernet love, så de penge kan frigives i kommunerne. Derudover har KL-formanden også tidligere påpeget, at når statens administration vokser, så gør kommunernes også, for de mange nye ansatte sidder alt for ofte og finder på nyt bureaukrati, som kommunerne skal levere.

Nu må det være tid til, at finansminister Nicolai Wammen (S) får set på den statslige administration og får en bedre økonomistyring, så det ikke bliver ved med at løbe løbsk.

"Man hopper fra tue til tue, men der er ikke nogen, der sidder med det store overblik over, hvad staten bruger af penge på administration," siger Martin Damm.

Administrerende direktør i KL Kristian Vendelbo - der også tidligere har været departementschef - tilføjer, at det er statens styringsmekanisme, den er gal med.

"Det er indlysende finansministeriet, der skal tage fat her. Der er jo et fravær af økonomistyring. Der er ikke nogen, der siger stop og spørger, om ministerierne kan løse nye opgaver ved at omprioritere, i stedet for at give en styrelse helt nye opgaver i nye love," siger Kristian Vendelbo.

Christiansborgpolitikerne er magtesløse

Kristian Vendelbo forklarer, at politikerne på Christiansborg er helt magtesløse, når det kommer til de her løbende administrationsomkostninger i lovene, som i en enkelt lov måske ikke er et særligt stort beløb, men efter 200 love pludselig er løbet op i et milliardbeløb.

"Lige præcis på det her, der er politikerne sat ud af spillet. Man har måske en politisk forhandling først, der handler om det faglige indhold. Til sidst siger ministeriet så, at man måske skal bruge fem, ti eller femten millioner, fordi nu er der en styrelse, der skal til at lave noget helt nyt. Måske skal man have noget dokumentation og nogle data, og så fyldes det på til sidst," siger Kristian Vendelbo og tilføjer:

"Så sidder politikerne lidt magtesløs tilbage til sidst."

Både Martin Damm og Kristian Vendelbo foreslår, at Finansministeriet begynder at holde øje med det her i de enkelte love, så man hvert sted kan finde pengene et andet sted eller i det mindste får spurgt ind til, om der er noget, der kan spares et andet sted. Ellers vil processen bare fortsætte.

"Det svarer til, at man går ind i supermarkedet, og så køber man én vare ad gangen. Så tænker man ikke over, hvor dyrt det er, men hvis man nu havde lagt dem op i vognen, så havde man opdaget, hvor meget det koster," siger Martin Damm. "I en kommune ville vi jo have sagt, at hvis vi vil bruge flere penge på noget, så skal vi finde dem et andet sted."

Martin Damm oplyser, at finansministeren og KL skulle have påbegyndt det flerårige samarbejde om administrationen før jul til et møde i Finansministeriet. Men det blev aflyst og udsat til slutningen af januar. KL ved derfor ikke, hvor langt regeringen er nået.

Sidst opdateret: 11/01/2024 - 23:51

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]