Selskabsskat flytter 2,2 mia. fra fattige til rige kommuner
RETTET: Rekordstore selskabsskatter i 2021 udløser store tab i 78 kommuner, mens bare 20 kommuner kan dele en gevinst på cirka 2,2 milliarder kroner i 2024. Samtidig er der overraskende tabere og vinder. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 06/06/2023
Da tabellen over de enkelte kommuners indtægter fra selskabsskatter i slutningen af sidste uge landede i kommunernes indbakke var der grund til kæmpefest i Billund og Fredericia, mens en lang række andre kommuner indkasserede en solid økonomisk lussing.
Slutfacit er, at 78 kommuner i 2024 samlet taber 2,238 milliarder kroner på det forhold, at kommunerne får 14,24 procent af selskabsskatten. Pengene ender i bare 20 kommuner, som har overskud på ordningen.
Den enkle forklaring på det forhold er, at indtægterne fra selskabsskatter er ekstremt ulige fordelt, og da kommunerne under et bliver modregnet i bloktilskuddet for de samlede indtægter, så bliver slutfacit meget skævt.
Det er særligt landets yderkommuner, der taber penge på selskabsskatten, fordi de store selskaber typisk har flest medarbejdere ansat i de store byer og i hovedstadsområdet.
Her er eksempelvis Billund og Fredericia klare undtagelser, hvor henholdvis LEGO og Ørsted og deres afledte aktiviteter bidrager stort til kommunens økonomi på grund af deres store selskabsskattebetaling.
Helt enkelt gælder det, at hvis en kommune har større indtægter fra selskabsskatten opgjort i kroner pr. indbygger end landsgennemsnittet, så vinder kommunen samlet set på selskabsskatterne, og hvis en kommune har lavere indtægter fra selskabsskatten end landsgennemsnittet, så taber kommunen på selskabsskatterne.
Se i kortet herunder, hvor meget din kommune vinder eller taber på selskabsskattebetalinger.
Du kan se data bag analysen i NB-Data.
Sidst opdateret: 06/06/2023 - 15:34
Emner: Skat







































