70 kommuner har faldende likviditet
Likviditeten er nedadgående i 70 kommuner, men ingen kommuner er dog for alvor i fare. Her er, hvad du skal holde øje med i din kommunes økonomi.
Udgivet: 06/06/2023
Det seneste år er kommunernes likviditet efter kassekreditreglen faldet med 411 kr. pr. borger i gennemsnit, hvis man sammenligninger 1. kvartal 2022 med samme kvartal i 2023. I alt har 70 kommuner en faldende likviditet.
Det viser nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Kommunale Nøgletal.
Men der er stor forskel på, hvor meget kommunernes likviditet er faldet på et år. I Egedal Kommune er likviditeten raslet ned med 7.027 kr. pr. indbygger fra 11.695 kr. til 4.668 kr. I Kerteminde er likviditeten faldet fra 6.632 til 3.072 kroner pr. indbygger.
Her er det vigtigt, at man ikke stirrer sig blindt på, hvor meget likviditeten er faldet, men hvad kommunekassen er faldet til. Og her ligger Egedal Kommune stadigvæk et stykke over Kerteminde Kommune. Dernæst skal man se på, om faldet blot skyldes en midlertidig problemstilling i kommunen som inflation, covid-19, afbetaling af lån mv., eller om der er noget mere strukturelt på spil.
"Det var bevidst den skulle falde. Det var ikke bevidst, at den skulle falde så meget," siger Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde Kommune til NB-Økonomi.
Den fynske borgmester forklarer, at det store fald skyldes flere forskellige ting. For det første besluttede man i kommunen at betale hele gælden af til feriepenge, hvor man først havde aftalt at afbetale halvdelen. Dernæst havde man i nogle år sparet op til, at man kunne bruge noget mere på anlæg.
I Odder Kommune har man haft en lignende oplevelse, hvor likviditeten efter kassekreditreglen er faldet til 3.069 kr.
"Det er en kombination af flere ting. Det skyldes dels, at vi i nogle år har skubbet rigtig mange uforbrugte anlægsmidler. Vi har faktisk gjort en indsats for at komme lidt mere ud over rampen med nogle af de beslutninger," siger Lone Jakobi (S), borgmester i Odder Kommune.
I både Kerteminde og Odder kommuner gik man i 2022 over budget på grund af blandt andet den stigende inflation, det har også været med til at tære lidt på kommunekassen. Men den del vil der ifølge de to borgmestre blive rettet op på i 2023.
(Artikel fortsætter under kort)
Kommuner på grænsen til 3.000 kr.
Grænsen for likviditeten er interessant. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at holde øje med bevægelserne, der går op og ned i kassebeholdningen. Det er også relevant at se på, hvor meget der er i kommunekassen.
En tommelfingerregel siger, at over 5.000 kr. pr. indbygger, så har kommunen en sund likviditet. Når den rammer 3.000 kr., skal man begynde at se på, om der er noget, som man skal rette op på. Kommer likviditeten helt ned under 1.000 kr. pr. indbygger, vil man få et brev fra Indenrigsministeriet om, at man skal få styr på sin likviditet.
Kommunerne har samlet set knap 60 mia. kr. på kistebunden, når man har fratrukket kassekredit. Men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner har af den andel.
Yderpunkterne er Langeland Kommune, der har 1.249 kr. pr. indbygger efter kassekreditten er fratrukket pr. 31. marts 2023 og Københavns Kommune med 26.507 kr. pr. indbygger. Men når man ser på, om kommunernes økonomi er sund ud fra kassebeholdningen, så kan man ikke sammenligne de to tal.
Slagelse Kommune har mistet knap 2.000 kr. på blot et år, hvilket er stort fald, når man som kommune kommer helt ned på 2.391. Og kommunen kommer endnu længere ned end det, varsler borgmesteren.
"Vores likviditet vil være presset frem til midten af 2024, hvor vi ser ud til at ramme nede omkring 500 kr. pr. borger," forklarer Knud Vincents (V), der er borgmester i Slagelse Kommune.
Kommunen er begyndt at lave tiltag, der skal spare kommunen over 300 mio. kr., og de har også sat skatten op. Men det har ikke været tilstrækkeligt til at vende udviklingen på den korte bane, hvor likviditeten er presset.
"Det her ser jo sådan ud til trods for det, vi har været igennem i 2022," siger Knud Vincents.
Sidst opdateret: 07/06/2023 - 11:41
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Likviditet







































