Så skævt rammer regeringens skatteudspil

Det er især borgerne i sjællandske kommuner, der vil få noget ud af SVM-regeringens skatteudspil, hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form. Det viser nye tal fra Skatteministeriet.

Udgivet: 13/12/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hvis regeringens skatteudspil bliver vedtaget uden store indrømmelser til andre partier, så vil stigningen i borgernes disponible indkomst efter skattelettelser fordele sig meget skævt.

Det viser tal, som Skatteminister Jeppe Bruus (S) har sendt i et Folketingssvar til SFs skatteordfører Sigurd Agersnap.

Det er især i yderkommuner samt i Jylland, at borgerne trækker det korteste skattestrå med SVM-regeringens skatteudspil. Tallene er interessante, da regeringspartier som Venstre og Socialdemokratiet længe har talt om et land i balance mellem by og land, mellem Sjælland og Jylland. Men deres skatteudspil fordeler sig skævt i landet.

I Tønder Kommune vil borgerne i gennemsnit få 1.350 kr. mere om året i disponibel indkomst med regeringens forslag til skattelettelser. Det svarer til lidt over 112 kr. om måneden. Kun 11 kommuner i Jylland vil borgerne få en stigning i disponibel indkomst, der ligger over landsgennemsnittet på 1.650 kr. om året. Til sammenligning vil en borger i Allerød Kommune få 2.650 kr. mere om året i gennemsnit.

Den jyske kommune, hvor borgernes gennemsnitlige disponible indkomst vil stige mest efter en skattelettelse, er Skanderborg, hvor en borger i gennemsnit kan forvente en stigning på 2.000 kr. om året. På Fyn er det Middelfart Kommune med en stigning på 1.800 kr. om året, mens alle andre fynske kommuner ligger under landsgennemsnittet.

Tallene er dog et gennemsnit blandt alle borgere inklusiv pensionister og børn, som ikke er i beskæftigelse. Derfor har Sigurd Agersnap spurgt mere specifikt til dem, der får en skattelettelse på over 150 kr. om måneden.

"Vil ministeren på baggrund af regeringens skatteudspil oplyse, hvor stor en del af beboerne i hver enkelt kommune, der får en skattelettelse på over 150 kr. om måneden samt den gennemsnitlige stigning i disponibel indkomst i hver kommune?," lyder spørgsmålet fra Agersnap til skatteministeren.

(Artikel fortsætter under kort)

Færre jyske kommuner får over landsgennemsnittet

Hvis man i stedet ser på de borgere, der får over 150 kr. i skattelettelse om måneden, så er fordelingen i landet en smule mere skæv.

I stedet for 11 kommuner, der får over landsgennemsnittet i ovenstående landkort, så falder Horsens Kommune ud i nedenstående kort. Det betyder, at det kun er ti kommuner i Jylland, hvor borgerne vil få en stigning i sin disponible indkomst, der er over landsgennemsnittet på 3.050 kr. pr. år, for de borgere, der har fået en skattelettelse på over 150 kr. om måneden.

Den skæve fordeling i landet skyldes, at der er forskel på hvor mange borgere, der er i beskæftigelse i de enkelte kommuner.

"De laveste andele findes bl.a. i ø-kommunerne, såsom Fanø, Langeland, Samsø, Ærø og Læsø, hvilket bl.a. afspejler en relativ lav andel beskæftigede i befolkningen," skriver skatteminister Jeppe Bruus i sit svar.

Derudover så rammes borgere i Gentofte Kommune, som er de borgere, der i gennemsnit får mindst ud af skattelettelserne fra regeringen. Det skyldes, at regeringens ønske om top-topskatten trækker stigningen i den gennemsnitlige disponibel indkomst ned.

Sidst opdateret: 13/12/2023 - 13:15

Emner: Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]