
Landets ø- og yderkommuner har gennem de seneste 15 år fået markant flere midler fra revisioner af udligningssystemet. Blandt andet har man af flere omgange skruet op for tilskuddene til færgedrift. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
20 procent af befolkningen modtager 50 procent af udligningen
Ny analyse fra VIVE fastslår, at landkommunerne har vundet på de seneste 15 års ændringer i den kommunale udligning. I alt modtager landkommunerne nu 12 milliarder fra udligningssystemet, som omfordeler 24 milliarder.
Udgivet: 11/04/2023
Landets 31 landkommuner har vundet i alt cirka 3.300 kroner pr. indbygger på de seneste 15 års ændringer af det kommunale udligningssystem. Det viser en analyse af udligningsekspert og projektchef ved VIVE Niels Jørgen Mau Pedersen, i en artikel i tidsskriftet Økonomi & Politik.
Dermed fastslår analysen, at det kommunale udligningssystem i dag i høj grad tilgodeser de knap 1,2 millioner danskere, der bor i landkommunerne. Det svarer til 19,6 procent af befolkningen. Det skyldes primært de lavere skatteindtægter i landkommunerne og de højere udgiftsbehov, som udligningssystemet skal afbalancere.
Siden 2007 er det næsten fire milliarder kroner ekstra, som går til landkommunerne, når man ser bort fra ændringer som følge af DUT, overførsler, P/L regulering og andre tekniske reguleringer.
I alt er der sket tre større revisioner af udligningssystemet i 2007, 2013 og 2020. Mens landkommunerne i 2007 og 2013 fik en gevinst af revisionerne på henholdsvis 800 og 300 kroner pr. indbygger, så er det særligt udligningsreformen i 2020, der med knap 2.200 kroner pr. indbygger ekstra har givet landkommunerne en stor gevinst.
Her skal der dog tages højde for, at der i modsætning til tidligere ændringer af systemet ikke var en neutral effekt på landsplan. I stedet fik kommunerne en samlet gevinst på 5,2 milliarder kroner af ændringerne i 2020, svarende til 890 kroner pr. indbygger. Det skyldtes dels at der blev lagt 1,7 milliarder oveni systemet fra staten, dels at finansieringstilskuddet på 3,5 milliarder kroner blev permanent. Dermed fik alle kommetyper med undtagelse af hovedstadskommunerne en samlet gevinst fra reformen.
I både 2007 og 2013 var der på landsplan ikke nogen gevinst eller tab af revisionerne, men her blev gevinsterne til landkommunerne taget direkte fra de øvrige kommuner - især hovedstadskommunerne.
Udligningsreformen i 2020 var mere aktivistisk end tidligere
Ændringerne betyder samlet set, at landets 31 landkommuner i dag modtager 12 milliarder kroner fra den kommunale udligning, hvor i alt 24 milliarder kroner omfordeles mellem landets kommuner.
Det er to milliarder kroner mere end før udligningsreformen fra 2020, hvor landkommunerne modtog omtrent 10 milliarder kroner.
I artiklen understreger Niels Jørgen Mau Pedersen, at udligningsreformen fra 2020 mod sædvane ikke var baseret på faglige analyser, men i stedet var udtryk for en mere aktivistisk politik, der havde til formål at flytte midler fra land til by.
"En landdistrikts-/regionalpolitisk dagsorden er fremmet uden den sædvanlige faglige tradition bag ændringerne, f.eks. i etableringen af den særlige tilskudsordning målrettet udsatte land- og ø-kommuner," hedder det blandt andet i artiklen om udligningsreformen fra 2020.
I kortet herunder kan du se alle kommuners samlede effekt af udligningsreformen og det permanente finansieringstilskud, som trådte i kraft i 2021. Bemærk, at effekterne er opgjort uden den bagudrettede kompensation som følge af ændringer af udlændingestatistikken, som en række kommuner fik i 2021 og 2022.
Læs hele artiklen "Landdistrikterne i den kommunal økonomi - afspejles de i økonomiaftaler og udligning?" i tidsskriftet Økonomi & Politik her.Sidst opdateret: 11/04/2023 - 13:07
Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning, Økonomiaftale
Emner: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd










































