I nogle kommuner vil økonomiaftalen for 2027 betyde, at man skal hente sparekatalogerne frem, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).

I nogle kommuner vil økonomiaftalen for 2027 betyde, at man skal hente sparekatalogerne frem, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Økonomiaftalen får blandet modtagelse fra borgmestre: Savner milliarder til kernevelfærd

Træerne gror ikke ind i himlen med aftalen for kommunernes økonomi, men aftalen sikrer, at kommunerne kan køre videre i samme spor. NB-Kommune har talt med seks borgmestre. Læs deres reaktioner her.

Udgivet: 18/06/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

"Træerne gror ikke ind i himlen med denne her aftale, for det er ikke en aftale, der gør, at man generelt vil kunne løfte velfærden ude i kommunerne. Det handler om at sikre, at man kan køre nogenlunde videre på samme niveau, som man gør i dag."

Sådan siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), til NB-Kommune torsdag formiddag.

"Min forventning er, at vi med den her aftale kan køre nogenlunde lige ud i Esbjerg," lyder det.

Økonomiaftalen for 2027 er ifølge Jesper Frost Rasmussen "økonomisk god", men i nogle kommuner vil den betyde, at man skal hente sparekatalogerne frem.

"De økonomiske udfordringer, som rammer kommunerne, har aldrig været større. Hvordan aftalen rammer i de enkelte kommuner, ved vi først efter sommerferien. Men de kommuner, som har det allersværest, de får en hjælpende hånd," siger Jesper Frost Rasmussen, der som medlem af KL's bestyrelse har været med til at godkende økonomiaftalen.

Kigget efter uden held

I økonomiaftalen er der ikke udsigt til det ekstra milliardløft, som daværende finansminister Nicolai Wammen (S) varslede før folketingsvalget.

Det vækker bekymring hos Jørgen Nielsen (K), borgmester i Langeland Kommune.

"Jeg har hørt finansministeren sige i marts, at man ud over det demografiske træk løftede med tre milliarder kroner. Dem har jeg kigget efter uden held," siger han til NB-Kommune.

"Jeg er ubetinget nervøs for, hvordan det kommer til at spænde an," tilføjer han.

I Lolland Kommune er man også spændt på, hvilken betydning hævelsen af særtilskudspuljen med en milliard kroner får.

Fik du læst?

Særtilskud løftes med 200 millioner: Borgmestre tvivler på effekten

Blandede følelser om folkeskolen

Nedslidte folkeskoler og daginstitutioner kan renoveres for otte milliarder kroner næste år med økonomiaftalen. Parterne er nået til enighed om en anlægsramme på 22,3 milliarder kroner, som kommunerne kan investere i fysiske rammer.

Men i Furesø Kommune undrer borgmester Nicolai Bechfeldt (V) sig over, at SF med formand Pia Olsen Dyhr i spidsen ikke har haft et større ønske om at levere på de løfter, partiet har givet på skoleområdet.

"Kommunerne understøttes ikke i at gå ud og give vores børn den folkeskole, som de fortjener. Jeg tænkte virkelig, at det ville kunne mærkes og læses meget tydeligt ud af aftalen, men det kan jeg ikke," siger Nicolai Bechfeldt til NB-Kommune.

Der er til gengæld glæde i Gladsaxe Kommune. SF-borgmesteren Serdal Benli kalder årets økonomiaftale for en "god aftale".

"Den giver et godt udgangspunkt til at bygge videre på det løft af kommunernes økonomi, der giver de nødvendige rammer for at investere i velfærden frem for at skære i den," siger Serdal Benli til NB-Kommune.

Fik du læst?

Økonomiaftale giver milliardforbedring til nedslidte skoler

Et "okay" løft

I Brøndby Kommune har man også kigget efter folkeskolen i aftalen.

"Jeg er ærgerlig over, at man ikke har taget opfordringen til at give folkeskolen et løft. Jeg kan forstå på aftalen, at man er blevet enige om, at det var vigtigere at kigge på normeringer i tre konkrete måneder af seks årige børns liv, end at kigge på de samlede fysiske rammer i folkeskolen," siger borgmester Maja Højgaard (S) til NB-Kommune.

Hun synes overordnet, at aftalen er flot forhandlet på plads på så relativt kort tid, og at den giver et "okay" løft.

"Det er ikke en imponerende aftale, men en fornuftig aftale, som forsøger at varetage balancen mellem det stærkt øgede udgiftspres, vi har som kommuner, og en fælles økonomisk ansvarlighed," siger hun og tilføjer:

"Overordnet synes jeg, at det er en flot aftale med et okay løft. Men man kan også godt se, at det er en økonomisk ansvarlig regering."

Specialiserede socialområde

Det specialiserede socialområde er et centralt velfærdsområde i kommunerne, som sikrer hjælp og støtte til de mest udsatte borgere i vores samfund.

Økonomiaftalen sikrer et realløft af servicerammen på 3,3 milliarder kroner. Heraf er 300 millioner kroner målrettet til en forlængelse af minimumsnormeringer frem til skolestart.

"Løftet på 3,3 milliarder kroner er ikke nok til at dække udgiftsstigningerne. De stigende specialiserede socialudgifter tager stort set det, der kommer fra økonomiaftalen, og så står vi tilbage med demografien, som vi selv skal finansiere. Det kan vi kun gøre ved serviceforringelser hist og pist ude i kernevelfærden," siger borgmester i Hedensted Kommune, Ole Vind (V), til NB-Kommune.

Han er spændt på at se, om kommunen, ligesom de seneste to år, ender med at skulle spare på kernevelfærden, selv om kommunen havde en forhåbning om, at økonomiaftalen ville give mulighed for et løft.

"De sidste to år er vi blevet skuffede, når modregningerne kom. Vi havde fået en forståelse af, at der skulle hæves velfærd, men hos os endte det med besparelser begge gange."

Fik du læst?

Særtilskud løftes med 200 millioner: Borgmestre tvivler på effekten

Sidst opdateret: 19/06/2026 - 08:40

Temaer: Økonomiaftale

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]