De kommende økonomiforhandlinger for 2024 kan godt ende med et stort tovtrækkeri mellem kommuner og regioner. De skal nemlig deles om besparelser på administration, men regeringen har endnu ikke lagt sig fast på en fordelingsmodel.

De kommende økonomiforhandlinger for 2024 kan godt ende med et stort tovtrækkeri mellem kommuner og regioner. De skal nemlig deles om besparelser på administration, men regeringen har endnu ikke lagt sig fast på en fordelingsmodel. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

2,8 ud af 3 mia. administrativ besparelse kan lande hos kommuner

Der bliver hård kamp mellem KL og Danske Regioner, når administrationsbesparelser på tre milliarder kroner skal fordeles. Afhængig af fordelingen kan det koste kommunerne op til 2,8 milliarder kroner.

Udgivet: 11/04/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

En særlig opgørelse af regionernes IT-udgifter betyder efter alt at dømme, at når de planlagte administrationsbesparelser på i alt tre milliarder kroner skal fordeles mellem kommuner og regioner, så vil kommunerne skulle finde mellem 2,5 og 2,8 milliarder kroner. Regionerne slipper omvendt med at skulle spare mellem 200 og 500 millioner kroner.

Det viser en gennemgang af folketingssvar, tidligere økonomiaftaler og en række forskellige beregninger af kommunernes og regionernes administrative udgifter.

Dermed tyder meget på, at der bliver armlægning mellem Danske Regioner og KL om, hvor stor en del af de administrative besparelser, som de hver skal afholde.

NB-Økonomi har listet to mulige fordelinger.

1) Worst case scenario for kommunerne

Tilbage i 2019 aftalte den daværende regering med regionerne, at de ikke behøvede at tælle store dele af deres IT-omkostninger med i administrative omkostninger. IT-udgifter skulle i stedet ses som en del af driften.

"Det er vigtigt for regionerne, at der ikke sker en sammenblanding af udgifterne til administration og IT, da IT-driftsudgifterne er en integreret del af patientbehandlingen og ikke skal betragtes som administration," står der i et notat fra Region Hovedstaden.

Den aftale kan blive dyr for kommunerne, da den samlede administration eksklusiv IT-udgifter for alle regioner dermed kun landede på ca. 4,5 milliarder kroner i 2021.

Til sammenligning har kommunerne ifølge Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed administrative udgifter på 56,3 milliarder kroner. Regionernes andel af de samlede administrationsudgifter i kommuner og regioner er derfor blot 7,4 procent, hvorfor kommunernes er 92,6 procent.

Hvis regeringen vælger at fordele de tre milliarder kroner efter den fordelingsnøgle, så vil kommunerne stå med en besparelse på administration på knap 2,8 mia. kr.

Hvis udgifterne til administration var inklusiv IT i regionerne, så ville det ifølge en analyse fra den borgerlige liberale tænketank CEPOS betyde, at kommunerne kun ville blive pålagt 70 procent af besparelsen.

Her anslår CEPOS regionernes andel af administrationsudgifter til 23,5 mia. kr. i 2021 og kommunerne til 54,8 mia. kr. Forskellen fra benchmarkingenheden er måden, som der er opgjort overhead på.

2) Best case scenario for kommunerne

Hvis regeringen i stedet fordeler besparelsen efter væksten i henholdsvis kommunernes og regionernes administrationsudgifter, så ser billedet formentligt noget bedre ud for kommunerne.

Både den tidligere S-regering og den nuværende SVM-regering hæfter sig ved, at kommunernes administrative udgifter er steget med 2,5 milliarder kroner siden 2013, som der står i et nyt folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen.

"De kommunale udgifter til administration er steget med ca. 2,5 mia. kr. siden 2013, og der er stor variation i, hvor store udgifter de enkelte kommuner har til administration. Regeringen vil senere fremlægge bud på fordelingen af administrationsbesparelsen mellem kommuner og regioner," står der i folketingssvaret.

Det er uklart, hvor meget regionernes administrationsudgifter eksl. IT-omkostninger er steget, fordi det først er opgjort fra 2019 og frem.

Den samlede besparelse på tre milliarder kroner sammenholdt med opgørelsen af kommunernes vækst kunne indikere, at regeringen mener, at regionernes administrationsudgifter eksklusiv IT-udgifter er steget med 500 millioner kroner.

Holder regeringen fast i de tal, så ender kommunerne med at sidde med 83 procent af besparelsen.

Havde man i stedet brugt CEPOS' opgørelse, hvor regionernes udgiftsvækst er inklusiv IT, så er regionernes udgifter til administration steget med 2,2 milliarder kroner i perioden, mens kommunernes udgifter er steget med 2,6 milliarder kroner i perioden.

Kommunernes andel af den samlede stigning ville i så fald være 54 procent, hvilket ville betyde, at de blot skulle spare 1,6 milliarder kroner på administration.

Sidst opdateret: 12/04/2023 - 09:08

Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]