
"Der er en risiko for, at det her fører til mere ævl og kævl. At vi får åbnet for en pandoras æske. Men den risiko er jeg parat til at leve med," siger borgmester i Solrød Kommune Emil Blücher (LA) om byrådets nye budgetproces. - Foto: Solrød Kommune
'Den budgetproces, vi kører nu, gør, at vi bringer egen røv i klaskehøjde'
BYRÅDET Hvordan får man bedst muligt inddraget borgerne og de ansatte i at udarbejde et budget? Det har kommunerne vidt forskellige bud på. I Solrød Kommune vil man afprøve en ny budgetproces. 'Der er risiko for, at den fører til mere ævl og kævl,' fortæller borgmesteren.
Udgivet: 21/03/2023
Kommunalbestyrelserne er i gang med de indledende øvelser til budgettet for 2024, og der er stor forskel på, i hvor høj grad man forsøger at inddrage borgere og brugere. Og i nogle byråd bliver det hele mere eller mindre klappet af og bestemt af flertallet bag borgmesteren.
I Solrød Kommune syd for København har kommunalbestyrelsen planer om at kaste sig ud i en betydelig mere åben budgetproces end hidtil. Oven i købet i en situation, hvor der skal findes upopulære besparelser.
Økonomiudvalget i Solrød drøftede i februar processen for såkaldte reduktionsforslag, der samlet set skal medføre ideer til besparelser på ikke mindre end 70 millioner kroner årligt.Slutresultatet skal ifølge borgmester Emil Blücher (LA) gerne blive, at der vedtages besparelser svarende til en årlig reduktion på 40 millioner kroner. Denne besparelse svarer til, at man i Solrød reducerer nettodriftsudgiften pr. borger med ikke mindre end 2,8 procent om året.
Bredere inddragelse af borgerne
Selv om menuen for kommunalbestyrelsen i Solrød står på triste besparelser, vil Emil Blücher gerne indbyde bredt til at finde ud af, hvad der skal fjernes fra 'menukortet'. Og det vil han gøre med en ret åben proces.
"Den budgetproces, vi kører nu, gør, at vi bringer egen røv i klaskehøjde," siger Emil Blücher til NB-Kommune og fortsætter:
"Inden sommerferien bliver det samlede katalog over besparelser sendt i høring i fagudvalgene og i brugergrupper, så de kan komme med deres anbefalinger."
Af referatet fra Økonomiudvalgets møde i februar fremgår det, at man lægger op til følgende vedrørende bredere inddragelse:
- Det samlede katalog sendes i høring i brugerbestyrelser og MED-organisationen fra 25. maj 2023 til 12. juni 2023.
- Hoved-MED-udvalget afgiver høringssvar senest 14. juni.
- Høringssvarene fremsendes 14. juni 2023 til byrådets medlemmer.
- For at understøtte høringen præsenteres det samlede katalog for ledere, tillidsrepræsentanter og Hoved-MED-udvalget på møde 25. maj 2023.
Sådan var det før
Ifølge Emil Blücher havde hans forgænger som borgmester, Niels Hörup (V), en anderledes tilgang til inddragelse af borgere og brugere i kommunalbestyrelsens beslutninger.
"Under den tidligere borgmester var det sådan, at forvaltningen kom med indstillinger, når vi skulle spare, og så blev forvaltningens forslag som udgangspunkt tiltrådt."
"Så lavede man de høringer, man skulle, men de har altid ligget så sent i forløbet, at de ikke medførte større ændringer af budgettet. Enkelte gang er der blevet taget enkelte torne ud af tidslerne i budgettet," beretter Emil Blücher.
Mere nænsomme besparelser
Emil Blücher, der er landets yngste borgmester (29 år), håber og tror på, at en mere åben budgetproces i sidste ende kommer til at give bedre resultater.
"Når vi beder om forvaltningen og byrådet om at finde besparelser for 70 millioner kroner og ikke ’kun’ på de 40 millioner kroner, som vi skal opnå, så er det for at få bedre mulighed for, at vi ’kun’ behøver gennemføre de mest nænsomme besparelser," siger Emil Blücher og fortsætter:
"Når vi gør det på den her måde, kan vi forhåbentlig skabe lidt respekt blandt borgerne om, at ’når de oppe på rådhuset finder besparelser’, så prøver de faktisk på at gøre det på en velovervejet måde."
"Når vi lægger forslagene åbent frem, så er det for at få bedre ideer – og få vist, at de endelige besparelser ikke er grebet ud af luften. Det kan forhåbentlig skabe lidt respekt for processen, også selvom man er uenig i det vedtagne."
Adspurgt om borgerinddragelse kan ende med skabe endnu større frustrationer hos brugere, borgere og kommunalbestyrelse, svarer han:
"Der er en risiko for, at det her fører til mere ævl og kævl. At vi får åbnet for en pandoras æske. Men den risiko er jeg parat til at leve med, for vi vil meget gerne åbenheden."
Solrød Kommune skal spare af flere årsager. En af de mest markante årsager er, at hidtidige pæne indtægter fra salg af grunde svinder ind.
Sidst opdateret: 21/03/2023 - 13:18
Temaer: Budgetter
Emner: Budget, Byråd, Byrådsarbejde






































