
Borgmestrene Knud Vincents (T.v.), Ole Vive og Henning Urban Dam Nielsen havde egentlig tænkt, at de ville vælge statsgarantien for 2024. Men at så mange kommuner vælger at selvbudgettere, har fået deres holdning til at tippe mod selvbudgettering. - Foto: Bo Amstrup og Rune Øe / Ritzau Scanpix
Selvbudgetteringstallet stiger: 57 kommuner vil selvbudgettere og flere er på vej
57 ud af 98 kommuner forventer selvbudgettering i 2024 ifølge mail fra KL. Men flere borgmestre og byråd har ikke taget endeligt stilling - så tallet kan nå at stige.
Udgivet: 04/10/2023
Hele 57 af landets kommuner meldte mandag 2. oktober ind til KL (Kommunernes Landsforening), at de forventer at selvbudgettere i 2024. Det fremgår af en mail sendt til kommunaldirektørerne fra KLs administrerende direktør Kristian Vendelbo tirsdag eftermiddag.
Men tallet kan fortsætte med at stige, da flere kommuner har meldt statsgarantien ind til KL, selvom kommunalbestyrelserne ikke har taget endeligt stilling til selvbudgettering endnu. Mailen fra Kristian Vendelbo med oplysningen om et så højt antal kommuner, der vil selvbudgettere, spiller en rolle, siger flere borgmestre til NB-Økonomi.
"Det er klart, det betyder noget, at så mange vælger at selvbudgettere," siger Henning Urban Dam Nielsen (S), der er borgmester i Stevns Kommune og tilføjer, at kommunalbestyrelsen først tager endeligt stilling til selvbudgettering torsdag i næste uge.
Stevns har været én af de kommuner, der havde meldt statsgarantien ind til KL, men nu overvejer de selvbudgettering, efter de har set det høje tal i mailen. Det er de ikke den eneste kommune, som gør efter KL-udmeldingen.
I Faxe gør det især indtryk, at det ifølge mailen fra Vendelbo, står at de selvbudgetterende kommuner udgør 75 procent af befolkningen, og derfor vil blive de små kommuner, der skal betale regningen, hvis de selvbudgetterende kommuner får en gevinst.
Faxe havde egentlig meldt statsgarantien ind til KL, men nu vil kommunalbestyrelsen formentlig ændre den beslutning på et møde tirsdag i næste uge.
"Ud fra de sidste tilbagemeldinger, så begynder jeg at hælde til, at vi skal gå med selvbudgettering. Blandt andet fordi, der er så mange kommuner, der ville gøre det, men også at de udgør en så stor andel af befolkningen," understreger Ole Vive (V), der er borgmester i Faxe.
I Hjørring og Kerteminde har man også meldt statsgarantien ind til KL, men de har heller ikke taget endeligt politisk stilling endnu. Det kan dermed nå at tippe, lyder meldingen.
"Der er økonomiudvalgsmøde på mandag, og der vil jeg selvfølgelig nævne det," siger Kasper Ejsing Olesen (S), borgmester i Kerteminde.
Han tilføjer dog, at der ikke er det store at vinde for Kerteminde, så hans indstilling vil være, at man vælger statsgarantien.
Likviditetspressede kommuner vælger forskelligt
En af de faktorer, som afholder mange kommuner fra at selvbudgettere, er en en lav kassebeholdning.
Det har også en betydning for Kerteminde, som kan blive presset i 2027 på grund af de mange kommuners valg om selvbudgettering.
Samme overvejelser har de gjort sig i Slagelse og på Langeland. Borgmester Tonni Hansen (SF) fra Langeland vil ikke selvbudgettere af frygt for den lave likviditet. Kommunalbestyrelsen har dog i lighed med andre kommuner ikke taget den endelige beslutning.
"Det vil blive min anbefaling til kommunalbestyrelsen på mandag, at vi vælger statsgarantien," siger Tonni Hansen.
I Slagelse har man ligesom på Langeland én af landets laveste likviditet pr. indbygger, men alligevel overvejer man selvbudgettering. Kommunalpolitikerne havde egentlig aftalt, at de skulle anvende statsgarantien i budgetaftalen, men i takt med, at så mange kommuner valgte selvbudgettering, har kommunen meldt selvbudgettering ind til KL. Borgmesteren understreger dog, at de ikke har besluttet det endnu.
"Vi tager stilling til det på mandag. Jeg har sendt et ændringsforslag til, at vi kan selvbudgettere. Vi havde skrevet ind i budgetaftalen, at vi skulle vælge statsgarantien. Men det er klart, at med den udvikling, der er sket, hvor rigtig mange kommuner vælger at selvbudgettere, så har vi set på, hvilke konsekvenser det kan have for Slagelse," siger Knud Vincent (V), borgmester i Slagelse.
I Frederikshavns Kommune står man på statsgarantien, selvom det har gjort stort indtryk på borgmesteren, at så mange vælger at selvbudgettere.
"Vi går efter statsgarantien. Selvfølgelig har KLs udmelding en betydning, men vores anbefaling for os selv er, at vi står på statsgarantien," siger Birgit S. Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn.
Sidst opdateret: 04/10/2023 - 13:58
Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter
Emner: Selvbudgettering







































