To af Mette Frederiksens tre løfter til landets kommunalpolitikere på Kommunalpolitisk Topmøde holdt i mindre end 18 timer.

To af Mette Frederiksens tre løfter til landets kommunalpolitikere på Kommunalpolitisk Topmøde holdt i mindre end 18 timer. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

To ud af tre løfter i statsministerens topmødetale holdt mindre end 18 timer

Indenfor 18 timer havde henholdsvis Socialdemokratiet og regeringen handlet stik imod to af tre centrale løfter i statsministerens tale til Kommunalpolitisk Topmøde. Læs hvordan det skete her.

Udgivet: 21/03/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Der var tydelig skepsis i Aalborg Kukltur- og Kongrescenter, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin store tale ved Kommunalpolitisk Topmøde torsdag i sidste uge gav kommunerne tre vigtige løfter:

- Politikerne på Christiansborg ville stoppe med at tale borgernes forventning til service op, og i stedet anerkende at kommunerne har store budgetudfordringer, og derfor er nødt til at skære nogle steder for blandt andet at finansiere stigende udgifter på det specialiserede socialområde.

- Regeringen ville tage et opgør med centralt fastsatte regler om den kommunale service, så kommunerne bedre kan tilpasse den lokale service til den lokale økonomi.

- Regeringen vil i samarbejde med kommunerne sikre reelle regelforenklinger, så en bebudet administrationsbesparelse på tre milliarder ikke rammer servicen, men reelt spares på administrationen.

De skeptiske borgmestre og kommunalpolitikere fik bekræftet deres værste anelser indenfor 18 timer efter talen.

Socialdemokratiet: Servicen bliver bedre

Allerede klokken 19.02 på dagen for talen, og inden deltagerne på topmødet var nået til velkomstdrinken forud for middagen, blev Mette Frederiksens første løfte skudt i sænk.

Socialdemokratiet meddelte her sine cirka 120.000 følgere på Facebook, at danskerne kan se frem til bedre offentlig velfærd under overskriften: 'Danmark er måske det bedste velfærdssamfund i verden. Men vi kan gøre det endnu bedre. Sammen.'

Opslaget var ledsaget af et videoklip, hvor partiet kun bringer den del af talen, som handler om ambitionerne om bedre velfærd - mens den del, der handlede om budgetproblemer og behovet for nedskæringer på nogle områder på grund af udgiftsvækst på socialområdet, ikke var med.

‎

For mange borgmestre kan det ikke have været overraskende. Det er den model, socialdemokratiske ministre med tidligere socialminister Astrid Krag og nuværende socialminister Pernille Rosenkratz-Theil har excelleret i ved de seneste års økonomiaftaler.

Ved forhandlingsbordet anerkender regeringen behovet for hårde økonomiske prioriteringer, og derefter går ministrene ud og lover danskerne det stik modsatte: Bedre offentlig service.

Regeringen vil tvinge kommuner til færre elever i 0-klasse

Næste formiddag var deltagerne i Kommunalpolitik Topmøde ikke nået til første kaffepause før en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet viste, at regeringen i hvert fald ikke umiddelbart har i sinde at leve op til statsministerens løfte om færre centralt fastsatte rettigheder.

I pressemeddelelsen meddelte regeringen, at den vil indføre et klasseloft på 26 elever i 0-2. klasse.

”Det er vores opgave at sørge for, at vores børn får den bedst mulige start i skolen,” lød det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som dermed sendte et klart signal om, at den slags kan man ikke overlade til det lokale selvstyre.

Dermed må en kommune leve med, at de må splitte 27 elever i 0. klasse i to klasser, og dermed blive tvunget til at skære massivt på eksempelvis ældreplejen. Og det vil især ramme land- og yderkommuner, som ikke bare kan rykke en skolegrænse nogle få meter for at få fordelt alle kommunens 0-klasseelever i klasser af de centralt fastsatte 26 elever.

Så slutfacit er, at indenfor præcis 18 timer havde Socialdemokratiet og regeringen effektivt demonstreret, at de kommunale topfolk havde god grund til at være skeptiske overfor løfterne i statsministerens tale.

Fakta: Det sagde Mette Frederiksen

"Regeringen og politikerne på Christiansborg er blevet kritiseret for at tale forventningerne op til den velfærd, I skal levere, også længere op end godt er.

Vi ved godt, at der ikke er penge til det hele.

Og vi ved også, at budgetlægningen er blevet stadig sværere.

Derfor er det regeringens meget meget klare holdning, at vi skal give jer frihed til at gøre tingene på den måde, I finder bedst uden for mange bindinger.

Det betyder også, at der skal være plads til forskelligheder. Allerede i dag er der lokale forskelle, men regeringens ambition er meget meget klar, at I i endnu højere grad skal kunne tilrettelægge velfærden, som I syntes lokalt det er bedst. For det er jer, der kender jeres lokalområde og det er jer der kender borgerne.

Men også fordi vi tror på, at øget lokal frihed vil give mere kvalitet i velfærden. Jeg syntes faktisk, at det har været en misforstået forestilling, at ensrettethed er en markør for kvalitet. At hvis velfærden er ens i Hobro, Ballerup, Hedensted og Odense, så er det udtryk for høj kvalitet."

Sidst opdateret: 21/03/2023 - 15:07

Emner: Kommunalpolitisk topmøde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]