
Borgmestrene Mette Landtved, Stephanie Storbank og Morten Slotved er glade for den brede budgetaftale for 2024 - Foto: Pressefoto fra Nordfyns Kommune og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fire ud af fem budgetaftaler er brede
Fire ud af fem budgetaftaler er brede. Borgmestrene begrunder ønsket om bred enighed med, at det øger sandsynligheden for, at budgettet holder, når en stor del af byrådet har ejerskab til aftalen.
Udgivet: 05/10/2023
Der står et bredt flertal bag fire ud af fem af de foreløbigt 77 budgetaftaler, som er indgået for 2024. Det viser en gennemgang, NB-Økonomi har foretaget. Brede forlig forstås her som forlig, hvor mindst to tredjedele af byrådet er med.
I tre af landets kommuner er borgmestrene særligt glade for, at det efter et eller flere år med smalle aftaler er lykkedes at få et bredt flertal bag budgettet.
"Grundlæggende har jeg altid godt kunnet tænke mig, at alle var med", siger borgmester Morten Slotved (C), Hørsholm. Efter seks-syv år med smalle forlig står alle medlemmer af byrådet bag budgetforliget for 2024.
De mange brede forlig i kommunerne tegner et billede af, at samarbejdsklimaet i langt de fleste kommunalbestyrelser er godt og positivt. De borgmestre, NB-Økonomi har talt med, fortæller også, at det er noget, de stræber efter.
Det kræver, at der er god vilje hele vejen rundt, og at der bliver taget hensyn til de forskellige politiske prioriteringer. Borgmester Mette Landtved-Holm (V), Nordfyn: "Hvis man skal nå igennem med et bredt forlig, skal alle kunne se, at de får noget ud af at være en del af det forlig".
Enighed om prioriteter giver ro
Både i Hørsholm, Nordfyn og Billund var forliget for budget 2023 smallere, end det er lykkedes at lande i år. Og det giver forventninger om, at beslutningerne bliver lettere at implementere i løbet af det kommende år, fordi der er en bred forståelse af, hvad der er vigtigt at prioritere.
"Der er ingen, der kan sige, at de hellere vil bruge penge på noget andet", siger Mette Landtved-Holm.
Borgmestrene lægger også vægt på det signal om ro og konsensus, der sendes ud i organisationen og hele kommunen, når der bliver indgået et bredt forlig. Det er godt for politikerne og forvaltningen, men også for borgerne og virksomhederne.
"Det er godt, at forliget er bredt funderet, når der skal tages grundlæggende beslutninger, fx om strukturen i kommunen", siger Stephanie Storbank (V) fra Billund.
Fare for at kompromisser udvisker politiske forskelle
Tidligere kommunaldirektør i Egedal Kommune, Christine Brochdorf, er enig, men peger dog på, at der også kan være udfordringer i forbindelse med de meget brede forlig.
Det kan fx handle om, at de politiske prioriteter bliver for udviskede, og at der bliver indgået for mange kompromisser, så der ikke bliver taget grundlæggende fat på kommunens udfordringer.
Det er Stephanie Storbank enig i.
"Hvis prisen for det brede forlig bliver, at man ikke får rykket i forhold til de vigtige dagsordener, så bliver prisen for høj".
Christine Brochdorf fremhæver også, at prisen for det brede forlig kan være, at grundlaget for beslutningerne bliver uigennemsigtigt. "Budgetforhandlingerne sker bag lukkede døre, og ikke i byrådssalen", siger Christine Brochdorf.
Sidst opdateret: 06/10/2023 - 09:43
Temaer: Budgetter





































