
Der bliver ringere service i Aalborg Kommune på nogle områder i kølvandet på besparelser, oplyser borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). - Foto: Iver Houmark Andersen/NB-Kommune og Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommune skal spare 250 millioner kroner på sin service til borgerne
Færre ansatte og pinefulde besparelser. Det står Aalborg Kommune foran, idet byrådet lægger op til at finde besparelser på 250 millioner kroner årligt. Forsker kalder besparelserne for 'rimeligt drastiske'.
Udgivet: 02/03/2023
Det bliver økonomisk set op ad bakke for Aalborg Kommune i de kommende år. Borgmesteren lægger op til, at der skal findes besparelser for cirka 250 millioner kroner årligt - svarende til en nedskæring af servicerammen på 2,5 procent, når besparelsen er fuldt indfaset i 2026.
Hvis man regner besparelsen på 2,5 procent på servicerammen i Aalborg om til at skulle gælde for alle landets kommuner, ville det svare til, at kommunerne samlet set ville skære ikke mindre end 6,7 milliarder kroner årligt i deres servicerammer.
I Aalborg tager borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) de kommende besparelser roligt.
"Det er ikke dramatisk, men det er en alvorlig situation, som vi er nødt til at iagttage og gøre noget ved," siger Thomas Kastrup-Larsen (S) til Nordjyske og tilføjer:
"I 2022 var der ikke ret meget, der gik til den positive side. Det har ramt alle, og det har også ramt Aalborg."
Kurssmæk
Det fremgår af en pressemeddelelse og dagsordenen til et kommende økonomi-udvalgsmøde 6. marts i Aalborg, at kommunen ligesom andre kommuner er ramt af blandt andet inflation og højere energipriser i 2022. Kommunens værdipapirer blev også mindre værd i det forgangne år ifølge Nordjyske:
Alene i december 2022 var der en negativ kursregulering på kommunens værdipapirer på 25 mio. kr., og samlet set indkasserede kommunen ifølge borgmesteren en negativ kursregulering på 146 mio. kr. for 2022, men aktierne er steget i 2023.
"Der har også været et højere forbrug i nogle af forvaltningerne i forhold til serviceområderne, og så har man få en ekstraregning som man ikke havde forudset på 25 millioner kroner på regulering af beskæftigelsestilskuddet. Det understreger bare alvoren i, at vi er nødt til at få styrket vores likviditet," siger Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske.
Kritik af andre kommuner
Thomas Kastrup-Larsen benytter lanceringen af sparerunden til at skyde med skarpt mod andre kommuner. Han er træt af, at Aalborg Kommune får en sanktion på 30 millioner kroner over fire år, som sin andel af den kollektive straf fra staten for, at andre kommuner har sat kommuneskatten op.
"Det er træls, at andre kommuner ikke overholder de rammer, der overordnet set er blevet indgået," siger Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske.
Besparelser rammer bredt
Af dagsordenen til et kommende økonomi-udvalgsmøde fremgår, at alle udvalg under byrådet skal i gang med at finde forslag til, hvor den kan skæres. Og borgerne i den nordjyske kommune må regne med ringere service:
"Alle udvalgene skal ... lave beskrivelser på konkrete reduktionsforslag på deres område, så Aalborg Byråd kan skabe et fornuftigt økonomisk budget med balance mellem indtægter og udgifter samtidig med, at vi sikrer mest mulig velfærd. Det vil dog i sidste ende betyde, at vi kommer til at reducere i serviceniveauet på nogle af vores områder," siger Thomas Kastrup-Larsen i en meddelelse.
Fællestillidsrepræsentant for de HK-ansatte i Aalborg Kommune, Susanne Thorsø, vurderer i Nordjyske, at besparelserne kommer til at "koste nogle stillinger."
Kommunalforsker Roger Buch fra mediehøjskolen DMJX kalder i Nordjyske de planlagte besparelser for "rimeligt drastiske" og siger til avisen med blik på landets øvrige kommuner:
"Det tænker jeg da ikke bliver standarden, når vi kigger rundt."
Sidst opdateret: 02/03/2023 - 14:02
Emner: Budget, Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg og borgmester i Aalborg










































