
EU-borgere i pleje- og sundhedssektoren må vente i månedsvis på at få kompetenceafklaret, om de kan arbejde som sosuassistent, -hjælper eller ufaglært. Det til trods for, at der er massiv mangel på arbejdskraft i ældreplejen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsligt bureaukrati står i vejen for SOSU'ere fra EU-lande
Trods mangel på arbejdskraft i kommunerne, er der lange ventetider i staten på at afklare kompetencerne for udenlandsk arbejdskraft. Kommune har taget sagen i egen hånd.
Udgivet: 02/03/2023
Samtidig med at regeringen har arbejdskraftsmangel i plejesektoren som højeste prioritet, så står lange ventetider hos Styrelsen for Patientsikkerhed i vejen for at Lolland Kommune effektivt kan rekruttere EU-borgere.
I øjeblikket kan kommunerne vente i flere måneder på, at Styrelsen for Patientsikkerhed kompetenceafklarer EU-borgeres uddannelsesniveau.
"Det er vores mål at have en sagsbehandlingstid på højst fire måneder fra det tidspunkt, hvor vi har modtaget al den krævede dokumentation. I øjeblikket kan vi ikke overholde det mål i alle sager, men vi arbejder fokuseret på at nedbringe sagsbehandlingstiden, så vi når ned på de fire måneder," skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på deres hjemmeside.
Den lange ventetid sker samtidig med, at der er massiv mangel på arbejdskraft i landets kommuner. Samtidig er udenlandsk arbejdskraft med til at øge arbejdsudbuddet, som SVM-regeringen har som erklæret mål. Derfor kan man slå to fluer med et smæk, hvis der stod færre statslige benspænd i vejen for kommunernes muligheder.
I Lolland Kommune klør de på med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til ældreplejen. Det er især sosu-assistenter, de mangler, og de skal godkendes og kompetenceafklares hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
"Det med at få kompetenceafklaret er en udfordring. Der er jo rigtig mange sundhedsuddannelser rundt omkring i Europa. Og der er ikke rigtig mange, der har det, vi har i Danmark," siger Thomas du Plessis de Richelieu, der er direktør for blandt andet ældre- og sundhedsområdet i Lolland Kommune.
"Der hvor vi er mest udfordret, det er på sosuassistenter, og der er ikke ret meget, der minder om det i Europa. Nogle er tættere på en sygeplejersker, og andre er tættere på ufaglært. Så det med at få kompetenceafklaret og indplaceret dem korrekt, det er et arbejde," uddyber han.
Lolland Kommune rekrutterer udenlandsk arbejdskraft alligevel
Lolland Kommune venter ikke på, at regeringen eller andre løser udfordringen med manglende arbejdskraft. De er derfor i fuld gang med at rekruttere udenlandsk arbejdskraft fra EU. Her har de ikke tid til at vente på, at borgeren selv venter på en afklaring, da ventetiden på komptenceafklaring er for lang.
Det betyder rent lavpraktisk, at de må ansætte folk på et lavere niveau, end EU-borgeren måske har kompetencerne til. Det kan for eksempel være at ansætte en medarbejder som ufaglært, selvom de egentlig ville have kompetencer til det, der svarede til en sosu-assistent.
Det betyder, at der er en række opgaver, som medarbejderen må vente med at udføre, fordi der er klare faggrænser i Danmark. Den del skal sikre, at man er faglig kvalificeret til for eksempel medicinhåndtering eller lignende, så det kan kommunen sagtens forstå. Men det er ventetiden på sagsbehandlingen, man ønsker ændret.
"Det kunne jo være dejligt, hvis man kunne lave noget, der var mere smidigt," siger Thomas du Plessis de Richelieu.
De statslige benspænd har dog ikke fået Lolland Kommune til at opgive. De er i fuld gang med at rekruttere EU-borgere til at arbejde i ældreplejen.
"Vi kører massivt på, og vi er nu i gang med andet rul," siger han.
I øjeblikket har kommunen mange medarbejdere fra syd- og østeuropa. Men fremover vil de også prøve at satse mere målrettet mod Tyskland. Det skyldes, at uddannelsen i Tyskland er mere kompatibel med den danske.
Noget tyder på, at den attitude, som Lolland Kommune kører med, hvor de ikke venter, men starter med at ansætte, den bliver belønnet hos Styrelsen for Patientsikkerhed, da ansøgere med job kommer foran i køen.
"Vi prioriterer de ansøgere, der har et konkret jobtilbud og dermed er tættest på at kunne komme i arbejde i Danmark. Vi begynder deres sagsbehandling indenfor få hverdage. I de sager, hvor ansøgere ikke har et konkret jobtilbud, vil ventetiden være længere. Sagsbehandlingen kan trække ud af flere grunde – eksempelvis hvis ansøgeren ikke sender den nødvendige dokumentation til os, og vi derfor skal vente på svar," skriver Styrelsen for Patientsikkerhed til NB-Økonomi.
Lolland Kommune håber dog på, at man fra statens side kunne lave nogle guidelines i forhold til uddannelser fra de forskellige EU-lande, således at alle ikke skulle behandles individuelt. Det ville spare en del tid, hvis man rangerede de forskellige uddannelser fra forskellige lande på de niveauer, hvor de hører til i en dansk kontekst.
Sidst opdateret: 07/03/2023 - 10:11
Temaer: Arbejdskraftmangel
Emner: Ældrepleje, Udenlandsk arbejdskraft









































