Over halvdelen af kommunerne går under den vejledende serviceramme
Knap 60 kommuner budgetterer med lavere serviceudgifter end den tekniske vejledende serviceramme i 2026. Èn kommune rammer præcist lige på.
Udgivet: 16/02/2026
Over halvdelen af kommunerne forventer lavere udgifter end den tekniske vejledende ramme, som KL har udregnet for hver kommune i efteråret.
Det viser tal for kommunernes budgetter fra Danmarks Statistik.
I forhold til anlægsrammen for 2026 er de procentuelle udsving i forhold til den vejledende ramme minimal. Men fordi servicerammen er højere, er det store beløb, de enkelte kommuner budgetterer over eller under.
I både Furesø og Struer kommune ligger de forventede serviceudgifter knap to procent under den vejledende ramme.
Indhenter efterslæb fra sidste år
Dragør Kommune har budgetteret to procent over rammen - svarende til knap 17 mio. kr.
Det står i skarp kontrast til budgettet for 2025, hvor kommunen budgetterede væsentligt under deres udregnede andel af servicerammen.
"Da jeg kiggede frem mod 2027, kunne jeg se et dyk i vores strukturelle balance. Det skyldtes, at vi var en gruppe kommuner, der blev stillet ringere ved at vælge selvbudgettering, fordi flertallet valgte statsgaranti. Derfor valgte vi at lave et budget, der svarede til det, vi havde haft året før, men som jo selvfølgelig lå langt under den udmeldte serviceramme." forklarer borgmester i Dragør Kommune Kenneth Gøtterup (K).
Kommunen kunne i 2025 se frem til en regning på omkring 27 mio. kr. i 2027. Men sammen med andre, gjorde kommunen indsigelse. Det betyder, at økonomien i kommunen nu ser anderledes ud.
"Vi har nogle udgifter, vi gerne vil have i spil herude. Og nu har vi pengene. Derfor vælger vi at budgettere med et højere beløb i 2026 og melder det ind i den faseopdelte budgetproces, og det bliver godkendt," siger Kenneth Gøtterup.
Han mener, at det er på sin plads, at kommunen får lov at gå over den vejledende serviceramme.
"Hvis ikke vi fik godkendt det her i år, ville det være fuldstændig urimeligt. Vi opførte os som duksen, da vi lavede budgettet for 2025 og undlod at bruge penge, vi ikke var sikre på, at vi havde. Så skal vi selvfølgelig have de penge, som vi havde i rammen for 2025, ellers bliver man jo straffet for at opføre sig ordentligt," siger han.
Se, hvordan din kommune ligger i forhold til den tekniske vejledende ramme i 2026. (Artiklen fortsætter efter kortet)
Kommunerne rammer under ét meget tæt på den tekniske ramme med knap 15 mio. kr. under den vejledende ramme.
Det er et markant skift fra budgetterne for 2025, som lå 150 mio. kr. under rammen.
Se, hvilke udgifter, de enkelte kommuner regner med at have på service i 2026.
Sidst opdateret: 16/02/2026 - 12:11
Temaer: Tidligere års budgetter
Emner: Budget, Serviceramme










































