
Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS, mener, at væksten i antallet af offentlige ansatte fra 2019 til 2022 langt overstiger det demografiske træk. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
CEPOS: Beskæftigelsesvæksten i kommuner overgår det demografiske træk
Stigningen i antallet af offentlige ansatte i blandt andet kommunerne overgår langt det demografiske træk. Derfor er der ikke brug for flere hænder, mener CEPOS. Ældre over 80 år stiger dog langt mere, end antallet af ansatte.
Udgivet: 24/02/2023
Væksten i beskæftigelsen i blandt andet kommunerne overgår langt det demografiske træk, viser ny analyse fra CEPOS.
Der er derfor ikke brug for flere hænder og ressourcer i kommunerne og resten af den offentlige sektor, mener den liberale tænketank CEPOS.
”For mig at se illustrerer tallene, at det ikke er flere hænder og ressourcer, der er brug for i det offentlige. Derimod er der brug for, at man får mere værdi ud af de mange hænder og ressourcer, der allerede er i den offentlige sektor. Det vil sige, at man skal begynde at trække på reformkataloget fra Thornings produktivitetskommission,” siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom og vicedirektør i CEPOS i en pressemeddelelse.
Tallene i analysen viser, at der i ældreplejen har været en stigning i antallet af offentlige ansatte på 7,2 procent fra november 2019 til samme måned i 2022. Stigningen i antallet af ældre over 70 år, som analysen har taget udgangspunkt i, er på seks procent. Væksten i ansatte er derfor højere end demografien.
Men ser man på udviklingen af ældre fra 80 år og op, som må være dem, der er særligt plejekrævende, så ser tallene anderledes ud. Her har der været en stigning på over 11 procent i følge DST. Det vil sige en noget højere stigning end de 7,2 procent. Det tager analysen ikke højde for.
Det er netop de 80+ årige, som KL (Kommunernes Landsforening) har fokus på, når de siger, at der vil mangle 16.000 flere SOSU'er i 2030, skrev KL i januar 2022.
"Udviklingen drives i høj grad af, at der frem mod 2030 bliver knap 150.000 ekstra 80+årige, hvoraf mange vil have brug for pleje – også selvom analysen tager højde for sund aldring," skrev KL.
Men det vil CEPOS gerne stille sig skeptisk overfor.
"KL taler generelt om helt andre tal, end resten af samfundet gør," siger Mads Lundby Hansen til NB-Økonomi. "Jeg vil gerne se en totalberegning på det demografiske træk for ældreplejen. Det må KL kunne levere."
Enig i tal - uenig i konklusionen
Hos Tænketanken AE-rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), der modsat CEPOS har et mere socialdemokratisk perspektiv, er man uenig i konklusionen. De mener, at der er et passende antal ansatte i den offentlige sektor på nuværende tidspunkt.
"Der er ikke noget i vejen med tallene, men der er måske noget i vejen med tolkningen," siger Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til NB-Økonomi. "Vi set en meget stor stigning af særligt de ældre, som gør, at der er behov for nogle flere mennesker til at passe på dem."
Det er fagforbundet FOA enig i. De mener, at væksten skyldes, at det demografiske træk har været underfinansieret i form af ansatte tidligere.
"Væksten har siden 2011 ligget så meget under det demografiske behov, at der i 2020 var opbygget et ’hul’ på 5,5 procent. Altså skulle antallet af offentlige beskæftigede være 5,5 procent højere hvis antallet af hænder var fulgt med det demografisk træk. Det viste en analyse fra KL sidste år," skriver Kasper Manniche, der er chef for FOA "Fag og Politik, i en mail til NB-Økonomi.
Sofie Holme Andersen understreger også, at der kan være politiske prioriteringer, der har gjort, at antallet af offentlige ansatte i kommunerne er steget. Det kunne for eksempel være tilfældet med minimumsnormeringer på børneområdet.
Men det mener CEPOS ikke er en god undskyldning for at lade antallet af ansatte stige mere end demografien.
Kommunerne kan vel ikke gøre så meget ved antallet af ansatte, når man på Christiansborg har bestemt, at der skal være minimumsnormeringer i daginstitutionerne?
"Det jeg hæfter mig ved, det er, at der er kommet 5.400 flere ansatte i daginstitutioner og dagpleje. Stigningen har været langt over det demografiske træk," siger Mads Lundby Hansen, som derfor ikke vil gå nærmere ind i det dilemma.
På Folkeskoleområdet er CEPOS' konklusion det samme, der "burde være et fald i den offentlige beskæftigelse," skriver de i analysen.
"Så det samlede billede i alt det her, det er, at der er kommet ca. 34.000 ansatte i kommuner og regioner i denne her periode, det overstiger det demografiske træk," understreger Mads Lundby Hansen, og derfor mener han, at der ikke skal tilføres flere ansatte til den offentlige sektor.
Sidst opdateret: 24/02/2023 - 12:38
Temaer: Kommuneøkonomi







































