Kommunerne får årligt cirka en halv milliard ekstra i demografiregulering, fordi Finansministeriet har valgt en beregning af de ekstra udgifter til flere børn og ældre, som afviger fra den metode, som Det Økonomiske Råd mener giver det mest retvisende billede.

Det viser en beregning fra Finansministeriet i et svar til Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.

Svaret indeholder ingen løfter, men indeholder modsat heller ingen antydning af, at regeringen har planer om at ændre beregningsmetoden for det demografiske træk, selvom det ville kunne sikre staten en samlet besparelse på cirka 4,5 milliarder om året i 2030 målt i forhold til 2023.

"Finansministeriets korrektion hviler på en observeret sammenhæng mellem alder,

restlevetid og udgiftstræk. Metoden ligger ca. midt i mellem et scenarie, hvor der

slet ikke forudsættes sund aldring (dvs. de reale udgifter forudsættes uændrede på

hvert alderstrin uafhængigt af levetidsstigningen) og et scenarie, hvor der antages

fuld sund aldring (dvs. udgifterne alene afhænger af restlevetiden). Et scenarie

med fuld sund aldring anslås at undervurdere det demografisk betingede udgiftspres, mens et scenarie helt uden sund aldring anslås at overvurdere det demografisk betingede udgiftspres," hedder det i svaret.

Du kan se forskellen mellem Vismændenes metode og Finansministeriets i nedenstående grafik fra svaret.

Både Vismændene og Finansministeriet bruger Danmarks Statistiks prognoser for væksten i antallet af ældre. Alle er enige om, at man ikke bare kan gange den gennemsnitlige udgift pr. ældre på hvert alderstrin med væksten i antallet af ældre på hvert alderstrin.

Årsagen er såkaldt sund aldring, altså at de ældre bliver sundere og lever længere. Derfor vil der rent logisk værre en lavere andel af de ældre på hvert alderstrin være plejekrævende, og derfor vil gennemsnitsudgiften pr. ældre falde.

For at omsætte det til beregninger opdeler man de ældre i to grupper. En der befinder sig i den såkaldte terminale fase, som i Finansministeriets beregninger er tre år inden dødstidspunktet, og

en gruppe, der har mere end tre leveår tilbage. Udgifterne pr. person er som

nævnt højere i den terminale fase.

Væksten i den andel af de ældre, som er i den terminale fase og dermed er særligt udgiftskrævende, afhænger af længden på den terminale fase. Des kortere den terminale fase er, des større vil væksten være i den andel, som de terminale udgør af de ældre.

I og med at Det Økonomiske Råd har placeret alle med mindre end ti års restlevetid i den terminale fase, så betyder det, at væksten i andelen af særligt plejekrævende og dyre ældre bliver mindre, og dermed bliver det demografiske træk også mindre.

"Størrelsesordenen af korrektionen for delvis sund aldring afhænger af den valgte

terminale fase. Jo flere år, der medtages, jo mere dæmpes væksten i det demografiske træk," skriver Finansministeriet.