Den sidste måneds tid har et fortroligt evalueringsudkast af det specialiserede socialområde udarbejdet af Socialministeriet givet anledning til voldsom kritik fra en lang række aktører på området. Handicaporganisationerne har hældt det ned ad brættet, politikere har rystet på hovedet og videnspersoner har efterspurgt substans, men hvad står der egentligt i den fortrolige rapport, som får så voldsom kritik?

NB-Social har i lighed med flere af kritikerne fået adgang til den fortrolige evalueringsrapport, der med sine 186 sider er meget omfattende og indeholder en sammenfatning på ca. fire sider, der relativt kort gennemgår de fem centrale temaer, som rapporten er opbygget omkring.

De fem temaer har fokus på struktur og opgavefordeling, finansiering, specialiseringsmekanismer, visitation og kvalitet.

Vi gennemgår i denne artikel enkelte og derfor ikke udtømmende nedslagspunkter i rapporten, som er udarbejdet sideløbende med ti følgegruppemøder over en periode på fem måneder i efteråret 2021 med repræsentation fra ca. 30 centrale aktører og interessenter. Der er med andre ord tale om rigtig stor gruppe interessenter, som ministeriet har skulle lytte til, og hvis input man har skulle forholde sig til.

Ønsker du at læse mere om området, kan man læse en længere version hos NB-Social.

Yderligere lovregulering ikke det bedste greb

Finansieringsstruktur og økonomiske incitamenter angives der i evalueringen, at analysearbejdet viser, at der i indretningen af finansieringsstrukturen på det specialiserede socialområde fortsat må lægges afgørende vægt på hensynet til sammenhæng mellem finansieringsansvar og beslutningskompetence i opgaveløsningen.

Det vil sige, den der visiterer betaler også for opgaven

”En dekobling af de to vil indebære en stor risiko for udgiftsopdrift og manglende incitament til forebyggelse af forværring af borgernes behov,” skriver man i evalueringen, hvor man desuden påpeger, at yderligere lovregulering ikke nødvendigvis er det bedste greb til at sikre en bedre borgerinddragelse.

Her konstaterer man, at den nuværende lovramme fastslår, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandling af egen sag.

Ingen afspecialisering - dog behov for centrale initiativer

Selvom evalueringen i grove træk kan læses således, at der ikke er sket en af-specialisering, at der ikke er en egentlig definition af begreberne specialisering og kvalitet i indsatsene, samt at borgerne med de mest komplekse problemer er dem, der er mest utilfredse, så peger man ikke desto mindre på, at der er forbedringsområder.

Evalueringen konkluderer nok så interessant, at undersøgelserne ikke har vist, at de nuværende rammer, strukturer og mekanismer til sikring af specialisering og kvalitet i indsatser generelt er uhensigtsmæssige.

Med andre ord: Opgaverne med det specialiserede socialområde skal forblive i kommunerne.

Blandt de mere konkrete forslag til indsatser er en vurdering af et behov for initiativer, som kan understøtte, at visitationen sker på baggrund af en mere systematisk udredning, hvor sagsbehandleren har adgang til specialiseret viden, når de møder borgere med sjældne eller komplekse behov.

Regionerne har stået på spring

Baggrunden for evalueringen har blandt andet været, at en række aktører på området stort set siden kommunalreformen i 2007 har udtrykt bekymring for, at der kontinuerligt sker en afspecialisering af socialområdet, med den effekt at vigtig viden er gået tabt, og at højt specialiserede tilbud er forsvundet.

Man har blandt andet derfor fra flere sider givet udtryk for, at vi rent strukturelt med fordel kunne flytte det såkaldt højspecialiserede socialområde fra kommunerne over til regionerne for at imødegå den afspecialisering, som kommunerne i bredt omfang har fået skylden for.

At flytte dele af det specialiserede socialområde fra kommunerne til regionerne er ikke noget, man kun har talt om. Det har nemlig udviklet sig således, at Danske Regioner i 2021 udarbejdede et fakta- og overbliksark, der beskriver, hvordan man ud fra en specialeplan kunne adskille det højt specialiserede fra det specialiserede socialområde.

”Det giver derfor god mening, at det er fem regioner, der har den ekspertise i stedet for, at der skal være en højt specialiseret visitation i alle 98 kommuner,” lød argumentationen i sensommeren 2021 fra formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Lars Gaardhøj.

Her er det værd at bemærke, at evalueringen kommer frem til, at der på det specialiserede socialområde aldrig har været centralt fastsatte og præcise kriterier for, hvornår sociale tilbud og indsatser er højt specialiseret. Så alene i det perspektiv ville det blive vanskeligt at flytte det, man kunne kategorisere som højt specialiserede indsatser til regionerne, for man kan ganske enkelt ikke differentiere specialiseringsgraden i tilbuddene.