På råhuset i Guldborgsund Kommune kan de forberede sig på en massiv omstilling af sundhedsindsatsen, hvis regeringens ønsker om en national kvalitetsstandard i nær sundhed bliver til virkelighed.

På råhuset i Guldborgsund Kommune kan de forberede sig på en massiv omstilling af sundhedsindsatsen, hvis regeringens ønsker om en national kvalitetsstandard i nær sundhed bliver til virkelighed. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Her er kommunerne der rammes hårdest af nationale standarder i sundhed

31 kommuner har både færre sundhedsmedarbejdere pr. 1.000 ældre end landgennemsnittet og en højere sundhedsbyrde end gennemsnittet. De kan blive hårdt ramt af nationale kvalitetsstandarder i sundhed.

Udgivet: 05/05/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Regeringens ønsker om nationale standarder for den nære sundhed vil kræve massiv omstilling i flere kommuner, mens andre kommuner stort set vil gå fri. Det skyldes både en stor forskel i antallet af sundhedsmedarbejdere i kommunen i dag og den store forskel i sundheden blandt de ældre borgere i kommunerne.

Selvom Gentofte og Lolland har stort set samme antal sundhedsmedarbejdere på ældre- og sundhedsområdet, så er der meget stor forskel på, hvordan de to kommuner vil rammes af en national standard for nær sundhed.

Mens Gentofte Kommune på tværs af flere sundhedsparametre som gigt, KOL og knogleskørhed ligger 30 procent under landsgennemsnittet, så ligger Lolland Kommune 34 procent over landsgennemsnittet.

Derfor vil det kræve en stor omstilling i Lolland Kommune at leve op til nye standarder, mens Gentofte stort set ikke vil skulle ændre noget.

I alt er der 31 kommuner, som for alvor skal forberede sig på både en stor rekrutteringsudfordring og en kæmpe ekstraregning, hvis regeringens ønsker om en national standard for sundhedsindsatsen i kommunerne bliver til virkelighed i en kommende sundhedsreform.

De ligger både under landsgennemsnittet i antallet af sundhedsmedarbejdere pr. 1.000 65+ årige og har en større sundhedsbyrde end landsgennemsnittet blandt de ældste borgere.

Det vil især ramme kommunerne Guldborgsund, Lolland, Kalundborg, Slagelse, Holbæk, Halsnæs og Vordingborg, hvor flere af dem i forvejen er udfordret på økonomien.

Udfordringen bliver særligt stor, hvis de nationale standarder skal ligge på en "høj og mere ensartet kvalitet", som regeringen har lagt op til i deres sundhedsudspil. Dermed vil det ikke være nok at komme op på gennemsnittet, men vil i en kommune med en gennemsnitlig sundhedsbyrde kræve omkring 30 sundhedsmedarbejdere pr. 1.000 ældre.

Det vi lægge pres på alle kommuner i kvadraten nederst til højre i nedenstående grafik. Omvendt kan kun kommunerne i øverste venstre kvadrat for alvor vide sig sikre på, at de ikke skal igennem en større omstilling. Se sundhedsbyrden og antallet af sundhedsmedarbejdere pr. 1.000 indbyggere i alle landets kommuner i grafikken herunder.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Fra Den Nationale Sundhedsprofil har vi for hver kommune trukket den gennemsnitlige odds-ratio (forekomsten af sygdommen i forhold til landsgennemsnittet korrigeret for forskelle i alder og køn) for fire forskellige sygdomme, som næsten udelukkende rammer ældre borgere og påvirker den nære sundhed.

De fire sygdomme er: KOL, slidgigt, leddegigt og knogleskørhed.

Her har vi beregnet en samlet odds-ratio for hver kommune på baggrund af et gennemsnit af de fire sygdomme. Odds-ratioen viser forekomsten i forhold til landsgennemsnittet, hvor eksempelvis et tal på 1,2 viser, at forekomsten er 20 procent højere end på landsplan.

Desuden har vi for hver kommune fundet antallet af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter pr. 1.000 ældre i 2021 fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed.

De to tal er blevet krydset i ovenstående graf, hvor vi har lagt en linje ind for den landsgennemsnitlige sundhedsbyrde og det forventede antal medarbejdere, hvis kommunerne skal levere en "høj og ensartet" kvalitet i sundhed.

Opdag NB Økonomis fulde datasæt

Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 06/05/2022 - 11:40

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Sygepleje, sundhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]