De ansatte på landets sygehuse og i det øvrige sundhedsvæsen kan godt begynde at forberede sig på effektiviseringer. Alternativt må patienterne forberede sig på, at der ikke er penge til ny medicin og nye behandlinger.

Det skyldes at finansminister Nicolai Wammen (S) står fast på, at regeringen kun vil give kommuner og regioner den såkaldte demografiregulering, som sikrer uændret service til det stigende antal især ældre patienter.

Forklaringen på forventede effektiviseringer eller manglende indførsel af nye behandlinger er tre relativt enkle forhold:

Finansminister Nicolai Wammen har gentagne gang understreget, at kommuner og regioner kun skal forvente at få dækket udgifterne til det rene demografiske træk. Dermed peger de kendte fakta på, at regionerne skal finde penge til nye behandlinger gennem effektiviseringer for cirka 1,2 milliard kroner.

Reelt er forskellen ikke så stor i forhold til økonomiaftalen for 2022. Her fik regionerne 1,185 milliarder ekstra fra staten, og så blev der aftalt effektiviseringer for 1,02 millioner kroner. Dermed fik regionerne mulighed for at udvide aktiviteten med cirka 2,2 milliarder kroner, som dækkede både demografi og nye behandlinger.

Krav om effektiviseringer øges i 2023

Den demografiske vækst er ifølge et svar fra Finansministeriet til Folketingets Finansudvalg stort set uændret fra 2021 til 2022, men i og med at råderummet er yderligere indsnævret i år, så peger meget mod, at regionerne for 2023 vil få mindre end de knapt 1,2 milliarder, som de fik for 2022.

Det betyder, at de samlede krav til effektiviseringer vil stige lidt, hvis målet fortsat er, at sundhedsvæsenet skal kunne følge med både demografi og nye behandlinger. Meget peger derfor på, at regionerne vil komme under pres for at finde effektiviseringer for cirka 1,2 milliard kroner for 2023.

Der er allerede i tidligere års økonomiaftaler aftalt effektiviseringer for 390-440 mio. kroner i 2023. Det drejer sig om:

For at nå de 1,2 milliard, så vil regeringen givetvis forsøge at finde effektiviseringspotentialer, som i udgangspunktet ikke rammer hverken personalet eller patienterne.

Spillet om aben bliver vigtig ved årets økonomiforhandlinger

Det er en fast del af økonomiforhandlingerne, at den til enhver tid siddende regering forsøger at få henholdsvis regionerne og kommunerne til at acceptere, at de kan levere bedre service til borgerne, fordi de aftalte effektiviseringer er reelle, og dermed hverken rammer patienterne eller personalet.

Modsat har regionerne og kommunerne en interesse i, at regeringen tager et medansvar for den del af effektiviseringer, som kan medføre forringelser for patienter eller personalet.

Altså en helt klassisk strid om på hvis skulder, aben skal sidde.

I og med at råderummet er mindre i år, og regionernes løft i økonomiaftalen dermed formentligt bliver mindre, så vokser spillet om aben.

Men her er konfliktniveauet mellem regionerne og regeringen væsentligt lavere, end det er mellem kommunerne og regeringen. Forklaringen er angiveligt en markant forskel i tilliden til realismen i de forventninger, som de centrale ministre skaber hos borgerne på henholdsvis det kommunale og regionale område.

Mens regionernes tillid til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er relativ høj, så er kommunernes tillid til især sundheds- og ældreminister Astrid Krag (S) ekstrem lav, og den er ikke meget større til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S).

Derfor tyder alt på, at regionernes forhandling med regeringen vil blive mindre dramatiske end kommunernes, ganske enkelt fordi der er større tillid til, at den centrale minister ikke oversælger aftalen i forhold til vælgerne.

Derfor vil regionerne formentligt være væsentligt mindre kontante i deres krav til, hvor eksplicit regeringen skal tage medansvar for de effektiviseringer, som bliver en nødvendig del af en økonomiaftale for 2023.

Anlæg kan blive en svær knast

Til gengæld kan anlæg blive en svær knast ved årets regionale økonomiforhandlinger. De seneste år har regionerne fået de penge til supersygehuse, som reelt allerede var aftalt ved byggeriernes start, og så har man fået 2,5 milliard kroner til øvrige anlæg.

De penge skal både dække vedligehold af alle de bygninger, som ikke er supersygehuse, og det svarer faktisk til omkring 80 procent af det samlede areal. Men derudover skal pengene også dække investeringer i nyt udstyr, hvilket qua den hurtige udvikling indenfor medicinindustrien er en stigende udgift.

Regionerne fik 3,5 milliarder kroner i anlægsramme inden byggeriet af supersygehusene gik i gang, og det peger i retning af et pres fra regionerne for flere anlægskroner. Modsat har finansminister Nicolai Wammen meddelt, at han vil skære i de offentlige anlægsrammer for at skaffe plads til fremrykningen af de grønne investeringer.