
Regeringen vil ifølge Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ikke garantere, at kommunerne får dækket udgifterne til modtagelsen af ukrainske flygtninge fuldt ud. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringen vil ikke garantere kommunerne fuld finansiering for ukrainske flygtninge
Kommunernes udgifter til håndteringen af ukrainske flygtninge er ifølge udlændinge- og integrationsministeren en del af en større økonomisk prioritering. Derfor vil han ikke garantere kommunerne fuld finansiering ved økonomiaftalen.
Udgivet: 17/03/2022
Regeringen vil ikke garantere, at kommunerne får dækket alle udgifter i forbindelse med modtagelsen og håndteringen af de mange tusinde ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark.
Det fremgik af torsdagens pressemøde, hvor regeringen præsenterede særloven for ukrainske flygtninge. Loven blev stemt igennem i Folketinget sent onsdag aften.
På spørgsmålet, om regeringen vil garantere, at kommunerne får dækket udgifterne i forbindelse med modtagelsen af ukrainske flygtninge, ville udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ikke stille nogen garanti i udsigt.
"Det som er aftalen med kommunerne er, at vi håndterer de økonomiske udgifter i forbindelse med økonomiaftalen. Og jeg tror også vi er meget klogere på, hvad det faktisk er, vi taler om, når vi nærmer os økonomiaftalen," siger Mattias Tesfaye ved præsentationen af særloven om modtagelsen af ukrainske flygtninge.
Det er imidlertid ikke ligefrem det billede, som KL-formand Jacob Bundsgaard (S) har af, hvad man har aftalt med regeringen. I et TV-interview med DR tidligere i dag sagde han direkte fra kommunalpolitisk topmøde i Aalborg, at: "Vi har lavet en aftale med regeringen i fredags om, at kommunerne får dækket de udgifter, der er. Vi forhandler det endeligt på plads i forbindelse med det her års økonomiforhandlinger lidt senere på året før sommerferien. Så vi har sådan set dækket den økonomiske udgift, der er, men vi skal også skaffe de hænder, der skal til."
Dermed viser ministeren og KL-formandens forskellige svar den centrale konflikt mellem KL og regeringen i forbindelse med håndteringen af ukrainske flygtninge. På den ene side mener KL, at man har en aftale om, at udgifterne skal dækkes fuldt ud, mens regeringen blot mener, at man har skudt spørgsmålet til hjørne frem til økonomiaftalen.
Dermed ser det ud til, at spørgsmålet om finansieringen af håndteringen af de ukrainske flygtninge bliver det helt store stridspunkt mellem KL og regeringen ved årets økonomiforhandlinger, der så småt går i gang indenfor de kommende uger.
Ifølge Mattias Tesfaye bliver regeringen nødt til at foretage nogle skarpe prioriteringer, når man både vil dække udgifterne til velfærd, massive investeringer i forsvaret, investeringer i den grønne omstilling og håndteringen af de ukrainske flygtninge. Dermed kan kommunerne ende med at hænge på en stor del af regningen på sidstnævnte.
"De økonomiske omkostninger af at skulle håndtere den her humanitære katastrofe, de kan vise sig at blive meget omfattende. Og derfor så har vi aftalt punkt 1, at håndtere det i forbindelse med økonomiaftalerne og punkt 2, så har jeg også varslet Folketinget i går i Folketingssalen om, at vi er langt fra færdige med at diskutere, hvordan det her skal håndteres økonomisk," siger Mattias Tesfaye og uddyber:
"Vi kommer ikke til bare at svinge slagtekniven over velfærdsstaten. Men vi er også tilhængere af, at vi skal bruge to procent af vores BNP på vores sikkerhed, på vores frihed her i Europa. Og vi står i en situation, hvor vi gerne vil være uafhængige af russisk gas og energi, og derfor er nødt til at sætte skub i den grønne omstilling. Alt koster penge, og Danmark kommer til som andre Europæiske stater at stå i en voldsom prioriteringsdiskussion de næste år - måske i virkeligheden over et årti - for at få alle balancerne til at passe sammen."
FAKTA - Det sagde Mattias Tesfaye om regeringens finansiering af kommunernes udgifter:
NB-Økonomi: Indtil videre ligger der en finansiering bag det her lovforslag, der svarer til 22.500 kroner pr. flygtning over en fem-årig periode. Det lyder ikke umiddelbart af særlig meget. Hvordan vil man sikre, eller vil man sikre, at kommunerne bliver fuldt ud finansieret for de ekstraudgifter de afholder i forbindelse med at modtage ukrainske flygtninge?
Ministeren: "Vi har aftalt med Kommunernes Landsforening, at vi vil håndtere de økonomiske udgifter i forbindelse med den årlige diskussion af kommunernes og regionernes økonomi for næste år. Det der ligger til grund for det lovforslag, der er fremsat i Folketinget - den økonomiberegning der ligger nedenunder - det er med baggrund i de normale tal, vi har på flygtningeområdet. Det vi også bare er nødt til at forholde os til er, at udlændingemyndighederne har modtaget 5.000 ansøgninger (om ophold i Danmark, red.) siden i mandags, plus børn. Det tror jeg aldrig nogensinde vi har prøvet før. Så de økonomiske omkostninger af at skulle håndtere den her humanitære katastrofe, de kan vise sig at blive meget omfattende. Og derfor så har vi aftalt punkt 1, at håndtere det i forbindelse med økonomiaftalerne og punkt 2, så har jeg også varslet Folketinget i går i Folketingssalen om, at vi er langt fra færdige med at diskutere, hvordan det her skal håndteres økonomisk. Fordi vi tre her, vi er Socialdemokrater. Vi er store tilhængere af det danske velfærdssamfund. Vi kommer ikke til bare at svinge slagtekniven over velfærdsstaten. Men vi er også tilhængere af, at vi skal bruge to procent af vores BNP på vores sikkerhed, på vores frihed her i Europa. Og vi står i en situation, hvor vi gerne vil være uafhængige af russisk gas og energi, og derfor er nødt til at sætte skub i den grønne omstilling. Alt koster penge, og Danmark kommer til som andre Europæiske stater at stå i en voldsom prioriteringsdiskussion de næste år - måske i virkeligheden over et årti - for at få alle balancerne til at passe sammen. Det er det, jeg appelerer til Folketinget, at vi ikke reducerer den her diskussion til et snævert spørgsmål om, det nu er udviklingsbistanden eller modtagelsen af ukrainerne, der må holde for. Vi vil gerne prøve at diskutere det i sin sammenhæng. Og det betyder også, at de kommende finanslovsforhandlinger selvfølgelig bliver nødt til også at addressere nogle af de her udfordringer. Det er en diskussion, vi vil have med hele Folketinget, men selvfølgelig også med vores parlamentariske grundlag," siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
NB-Økonomi: Så bare lige så jeg forstår det korrekt, så kan I ikke på nuværende tidspunkt garantere overfor kommunerne, at de får deres udgifter til det her dækket fuldt ud?
Ministeren: "Det som er aftalen med kommunerne er, at vi håndterer de økonomiske udgifter i forbindelse med økonomiaftalen. Og jeg tror også vi er meget klogere på, hvad det faktisk er vi taler om, når vi nærmer os økonomiaftalen. Fordi lige nu, der bliver vi som ministre klogere og klogere for hver uge der går, fordi vi får mere og mere konsoliderede tal at stå på. Bare det, at jeg kan sige 5.000 ansøgninger siden i mandags plus børn, det gør allerede, at jeg i mit hoved får en nogenlunde forestilling om, hvor voldsom en situation vi står i," siger udlændinge- og integrationsministeren.Sidst opdateret: 17/03/2022 - 13:31
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Økonomi, Finansiering







































