
Ukrainske flygtninge, der er flyttet ind på Center Dokkedal i Vesthimmerlands Kommune. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen: Kommunerne får kun udgifter for 22.500 kroner pr. ukrainsk flygtning i 2022
Rettet: Regeringen skønner kun, at kommunerne får en meget begrænset udgift til ukrainske flygtninge i 2022.
Udgivet: 17/03/2022
Når KL og regeringen i maj for alvor begynder at forhandle økonomiaftale, så er det regeringens udgangspunkt, at kommunerne kun får udgifter på cirka 22.500 kroner pr. ukrainske flygtning i 2022.
Ifølge et svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), så mener regeringen, at kommunerne vil få samlede udgifter på 450 millioner kroner til 20.000 ukrainske flygtninge i 2022. Det svarer til 22.500 kroner pr. flygtning.
"Det bemærkes, at det er aftalt med Kommunernes Landsforening, at udviklingen
følges tæt, og at økonomiske kommunale merudgifter for 2022 håndteres i forbindelse med forhandlinger om kommunernes økonomi for 2023," hedder det i svaret.
Årsagen til, at de kommunale udgifter er så relativt lave, er, at ministeriet opgør nettoudgifterne efter statsrefusion. Det er i den sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at der efter § 181 i Serviceloven gives 100 procent refusion fra staten for nogle af kommunens udgifter til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i tre år fra datoen for opholdstilladelsen.
Det fremgår ikke af svaret, hvor længe ministeren forventer, at de ukrainske flygtninge vil blive i Danmark, ligesom der ikke er en nærmere begrundelse for, hvordan den forventede udgift på 22.500 kroner er beregnet.
Rettet: I en tidligere udgave fremgik det, at udgiften var over fem år. Dette er ikke korrekt, og derfor er fejlen rettet. NB-Økonomi beklager fejlen.
Sidst opdateret: 17/03/2022 - 13:59









































