Stor forskel i udviklingen i kommunernes skatteindtægter
Der stor forskel mellem kommunerne på, hvor meget indtægterne fra kommuneskatten er steget i indeværende valgperiode. Se udviklingen i din kommune her.
Udgivet: 23/09/2021
Enkelte kommuner har oplevet en voldsom stigning i indtægterne fra kommuneskatterne over de seneste år, mens indtægterne andre steder har stået næsten stille.
Dermed er der stor forskel på, hvor meget kommunernes finansiering er blevet hjulpet på vej af stigende skatteindtægter.
Godt nok er det mellem 75 procent og 93 procent af stigningen i en kommunernes skatteindtægter i forhold til landsgennemsnittet, der går til udligningssystemet, men det vil stadig være en væsentlig fordel for en kommune at have stigende skatteindtægter i forhold til landsgennemsnittet.
Det skyldes blandt andet, at når kommunernes skatteindtægter stiger, så falder det statslige bloktilskud tilsvarende under ét. Det resulterer i, at hvis man har en stigning i indtægter fra kommuneskat over landsgennemsnittet, så er man bedre stillet efter tilskud og udligning, og hvis man har en stigning i indtægter fra kommuneskat under landsgennemsnittet, så er man dårligere stillet.
Det er altså mellem syv og 25 procent af stigningen i indtægterne over landsgennemsnittet, der efter tilskud og udligning går direkte i kommunekassen.
Derfor er kommuneskatterne pr. borger til trods for udligning en af de vigtigste finansieringskilder for de enkelte kommuner.
Det betyder, at især Norddjurs og Køge kommuner kan glæde sig over, at de i indeværende valgperiode har haft nogle af de højeste stigninger i kommuneskattebetalingerne.
Omvendt må Billund, Hørsholm og Rudersdal kommuner ærgre sig over, at indtægterne fra kommuneskat pr. borger i procent er steget væsentligt mindre end landsgennemsnittet.
Se udviklingen i alle kommuner i kortet herunder. Bemærk at alle tallene er i løbende priser.
Sidst opdateret: 24/09/2021 - 11:26
Emner: Skat









































