
Se her om der er råd til at sætte skatten ned i din kommune
I alt syv kommuner har - vurderet på baggrund af udvalgte parametre - råderum til at sætte skatten ned i 2024.
Udgivet: 19/09/2023
Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Ishøj, København, Nyborg og Odense er de kommuner, der på papiret har de bedste vilkår for at gennemføre en skattelettelse.
Det viser en gennemgang af tre nøgletal, som NB-Økonomi har foretaget. Gruppen af syv kommuner har det tilfælles, at de placerer sig i den øvre kvartil på alle tre parametre: Skattefinansieret resultat, finansiel egenkapital og likviditet.
Diskussionen om, hvilke kommuner der har råd til at sænkeskatten, er blevet aktuel efter udmeldingerne fra bl.a. Frederiksberg Kommune om skattestigninger.
Som følge af budgetlovens skatteloft vil kommunerne modtage en økonomisk sanktion, når der samlet set er en skattestigning i kommunerne.
I Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Ishøj er der i skrivende stund endnu ikke indgået budgetforlig, mens der er landet aftaler i København, Nyborg og Odense. I København er det som bekendt aftalt, at skatten sættes ned.
Historisk skattestigning på Frederiksberg udløser rekordsanktioner>
De økonomiske grundvilkår for kommunerne betyder, at der er stor forskel på mulighederne for at sænke skatten. Her tages udgangspunkt i kommunernes skattefinansierede resultat inkl. jordforsyning, den finansielle egenkapital og likviditeten. Nøgletal, der i forskellige dimensioner fortæller om kommunens grundlæggende økonomiske balance.
Det skattefinansierede resultat
Det skattefinansierede resultat afspejler det løbende driftsresultat, altså balancen mellem udgifter og indtægter. Set over en længere periode, og ser man bort fra formue og gæld, vil det være rationelt, at resultatet er nul.
Nedenstående tabel viser de 24 kommuner med det største skattefinansierede resultat. Af favoritgruppens syv kommuner ligger Ishøj, København, Ballerup og Odense i top fem.
Den finansielle egenkapital
Den finansielle egenkapital udgøres af kort- og langfristet gæld/formue. En positiv egenkapital vil give mulighed for at budgettere med et lavere driftsresultat i en periode.
Nedenstående tabel viser de 24 kommuner med den største egenkapital. Her skiller især København sig ud med en høj egenkapital, men også Gladsaxe ligger højt.
Likviditet
Kommunens likviditet er grundlaget for at håndtere større udgifter eller færre indtægter end forudsat. Samlet er kommunernes likviditet øget de senere år, hvilket skal ses i sammenhæng med overfinansieringen af kommunerne.
Nedenstående tabel viser de 24 kommuner med den højeste likviditet. Igen ligger København og Gladsaxe højt, men også Ishøj Kommune ligger i top fem.
Sidst opdateret: 21/09/2023 - 09:28
Temaer: Budgetter
Emner: Skat






































