
Væksten i Novo Nordisk og andre dele af medicinalbranchen bidrager til de forventede højere selskabsskatter. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Højere selskabsskatter giver tab i fire ud af fem kommuner
Højere selskabsskatter kommer til at lune i kommunekasserne i 2026 og 2027. Men kun i omkring 18 kommuner, mens de resterende ca. 80 faktisk mister penge.
Udgivet: 21/05/2024
Ny prognose for selskabsskatterne i 2024 viser et øget provenu på 15,6 milliarder kroner. Det vil betyde en forøgelse af kommunernes selskabsskatteindtægter med godt to milliarder, svarende til 14,24 procent, som kommunerne vil få i 2027.
På grund af en række tekniske forhold, så er det kun 18 kommuner, som kan vente at få en gevinst, mens de resterende cirka 80 kommuner typisk vil få et tab på cirka 170 kroner pr. indbygger, men for enkelte kommuner kan tabet være markant større, hvis de samtidig taber store skatteindtægter fra de lokale selskaber. Modsat kan en kommune opveje tabet, hvis de lokale selskaber har haft en markant vækst i det skattepligtige overskud.
Forklaringen på, at der kun er 18 kommuner, som vinder på ekstraindtægter skyldes, at det øgede selskabsskatteprovenu modregnes i balancetilskuddet, så kommunernes finansiering samlet set er uændret.
Derfor vil de kommuner, der har en vækst i selskabsskatten, som er lavere end gennemsnittet, netto tabe penge - reduktionen i balancetilskuddet vil være større end en eventuel gevinst på selskabsskatter.
For at komplicere regnestykket yderligere, så er der 50 procent udligning på selskabsskatten. Udligningen beregnes som 50 procent af det beløb, som kommunens indtægter pr. indbygger afviger fra landsgennemsnittet.
Også for 2023 er der ændringer i selskabsskatteprognosen fra regeringen. For 2023 opjusteres forventningen med 11,4 milliarder, hvilket svarer til en andel til kommunerne på godt halvanden milliard. Penge, som kommer til at indgå i balancetilskuddet i 2026.
Prognosen for 2022 er uændret.
Den opdaterede prognose fremgår af Økonomisk Redegørelse, maj 2024. Opjusteringerne i 2023 og 2024 hænger sammen med, at den økonomiske situation er mere positiv end forventet. Som det fremgår af redegørelsen:
"...i lyset af højere forventet indtjening i virksomhederne, herunder i medicinalbranchen."
Sidst opdateret: 21/05/2024 - 11:09
Emner: Skat








































