Kommunerne i hovedstaden bruger 10,9 procent flere penge på at levere service til deres borgere end provinskommunerne. Og det er vel at mærke, når der er taget højde for forskelle i borgernes aldersfordelingen og socioøkonomiske forhold.

Det viser en ny analyse, som NB-Økonomi i dag kan offentliggøre. Det overordnede billede er, at hovedstadskommunerne har væsentligt højere serviceudgifter end provinskommunerne. De eneste hovedstadskommuner der ligger under landsgennemsnittet, er Frederiksberg, Greve og Stevns. Omvendt er det i Jylland og på Fyn kun Morsø og Skanderborg, som netop sniger sig over landsgennemsnittet.

Se her, hvordan det ser ud i din kommune:

Påvirker nye forhandlinger om servicerammen

Netop serviceudgifterne vil blive et stridspunkt, når man til juni skal forhandle om en ny serviceramme på baggrund af den nyligt aftalte udligningsreform. Det er nemlig mange af kommunerne, som ganske enkelt ikke har haft råd til et højere serviceniveau, som nu har fået flere penge fra reformen.

Vejle Kommune har eksempelvis fået 115 millioner ekstra, og har med udgangspunkt i de nuværende udgifter et stærkt argument for, at de skal have større del i den kommunale serviceramme, da man på serviceudgifterne ligger 14 procentpoint under gennemsnittet.

Til gengæld kan det være dårligt nyt for især de nordsjællandske kommuner, som både mister penge fra udligningsreformen, og i forvejen ligger langt over deres kollegaer vestpå, når man ser på serviceudgifterne. Derfor vil de have svært ved at bevare samme serviceniveau i de kommende år.

Højere service eller ineffektiv styring

Ud fra tallene alene kan man ikke sige, om forskellen i serviceudgifter betyder, at hovedstadskommunerne har et væsentligt højere serviceniveau, eller om man har en mindre effektiv styring af kommunen. Det er i stedet blot et udtryk for, at serviceudgifterne i forhold til det aldersbestemte udgiftsbehov er højere i Hovedstaden.

I hovedstadsområdet vil man generelt have højere ejendomsudgifter, som også vil kunne aflæses i serviceudgifterne. Samtidig vil lønniveauet være en anelse højere end i resten af landet. Til gengæld har man i særligt yderkommunerne store udgifter forbundet med de store afstande, som er mellem borgerne. Derfor er det usikkert, om man som udgangspunkt bør forvente højere udgifter det ene eller andet sted.

Renset for demografi og socioøkonomi

Analysen er lavet ved at finde serviceudgifterne som andel af de aldersbestemte udgiftsbehov, og dermed rense for de demografiske forskelle mellem kommunerne. Serviceudgifterne er så blevet sammenlignet med det socioøkonomiske indeks, og tager højde for, at der med et højere socioøkonomisk indeks følger højere udgifter til service. Se hele metodebeskrivelsen nederst i artiklen under "Sådan har vi gjort".

Det er vigtigt at pointere, at der i analysen ikke er taget højde for udlændingeudligningen, som ville give et højere socioøkonomisk indeks til især kommunerne på den københavnske vestegn. Havde man taget højde for udlændingeudligningen, ville kommunerne med mange udlændinge have et højere socioøkonomisk indeks, og deres serviceudgifter i forhold til det socioøkonomiske indeks ville derfor være lavere.

Analysen viser en klar sammenhæng mellem socioøkonomisk indeks og serviceudgifterne relativt til de aldersbestemte udgiftsbehov. Det kan man se rent grafisk her:

Det er vigtigt at holde sig for øje, at tallene er mest usikre for de kommuner, som har et meget højt eller lavt socioøkonomisk indeks.

Efter normalt praksis ø-kommunerne Ærø, Fanø, Samsø og Læsø sorteret fra i diagrammet, fordi de flytter tendenslinjen uforholdsmæssigt meget, til trods for deres lille størrelse.

Men selvom tendenslinjens hældningsgrad er usikker, er det alligevel omtrent samme hældningsgrad tallene giver, når man ser isoleret på Hovedstaden og isoleret på provinskommunerne. Her giver diagrammerne også en væsentligt højere forklaringsgrad, hvilket tyder på, at hældningsgraden ikke rammer helt skævt.

Og den konklusion vil de mange borgmestre, som har fået flere penge fra den nye udligningsreform, sandsynligvis tage med til forhandlingsbordet, når man i juni måned skal fordele servicerammen for 2021.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Hver kommunes serviceudgifter er fundet fra de kommunale budgetter for 2020, som ligger i Danmarks Statistik på BUDK1, BUDKC og BUDK32. Fra statistikkerne har vi trukket hovedkonti 0, 2, 3, 4, 5 og 6, og fratrukket tjenestemandspension og yderligere 30 poster, som ifølge KL skal fratrækkes for at finde de kommunale serviceudgifter. Herefter er statsrefusionen blevet fratrukket driftskontoen, så det kun er kommunernes egentlige udgifter, der står tilbage. De samlede udgifter herfra er budgetteret til 262,4 milliarder kroner i 2020. Se oversigten over opgørelsen af de kommunale serviceudgifter, som vi har fulgt, her: https://www.kl.dk/media/21402/oversigt-opgoerelse-af-serviceudgifter.pdf

De aldersbestemte udgifter har vi fundet fra tabel 4.3 i ”Meddelelse om Tilskud og Udligning 2020” fra Social- og Indenrigsministeriet, offentliggjort i september 2019. Her viser kolonne 17 de samlede aldersbestemte udgiftsbehov for hver kommune. Det samlede aldersbestemte udgiftsbehov er i 2020 på 246,2 milliarder kroner.

For at rense for demografiske forskelle mellem kommunerne, er serviceudgifterne for hver kommune blevet divideret med de aldersbestemte udgiftsbehov, og her har vi fundet serviceudgifterne som andel af de aldersbestemte udgiftsbehov.

Det socioøkonomiske indeks for hver kommune er hentet fra tabel 4.2 i ”Meddelelse om Tilskud og Udligning 2020”, hvor kolonne 15 viser hver kommunes indekserede socioøkonomiske udgiftsbehov (hele landet = 100).

Hver kommune er sat ind i et spredningsdiagram, hvor den uafhængige variabel på horisontalaksen er kommunernes socioøkonomiske indeks, og den afhængige variabel på den vertikale akse er kommunernes serviceudgifter som andel af de aldersbestemte udgiftsbehov. I denne graf har vi fratrukket Læsø, Samsø, Ærø og Fanø, fordi de lå som store statistiske ”outliers”. Den lineære tendenslinje viste en hældningsgrad på 0,29. Det betyder, at for hver gang det socioøkonomiske indeks stiger med et point, stiger serviceudgifterne som andel af de aldersbestemte udgiftsbehov i gennemsnit med 0,29 procentpoint. Denne forskel er slutteligt brugt til at ”rabattere” serviceudgifterne til et socioøkonomisk udgiftsbehov på 100. Det betyder eksempelvis for København, at deres placering på 107, 114 bliver til 100, 111,6. Dette har vi gjort for alle kommuner, og har dermed fundet hvad deres aldersbestemte udgiftsbehov som andel af serviceudgifterne ville være, hvis de havde det landsgennemsnitlige socioøkonomiske udgiftsbehov på indeks 100.