
Turister elsker danske landdistrikter
Danmark danner sammen med Østrig, Kroatien og Grækenland en eksklusiv klub af lande i EU, hvor over halvdelen af turisterne vælger at overnatte i landdistrikterne. Det er i høj grad sommerhusene ved kysterne, turisterne søger til, vurderer forsker. Hun mener samtidig, der stadig er et uforløst potentiale. Et potentiale som eksempelvis de sydsjællandske kommuner forsøger at indfri.
Udgivet: 13/11/2018
Det er ikke kun den lille havfrue, H.C. Andersen og Tivoli, der tiltrækker turisterne i Danmark. Hele 54 procent af turisterne søger i stedet ud i landdistrikterne, mens storbyerne får 35 procent af turistovernatningerne og byer og forstæder de sidste 12 procent. Dermed er Danmark, ét af kun fire lande i EU, hvor landdistrikterne står for over halvdelen af turistovernatningerne. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af tal fra Eurostat.
Østrig, Kroatien og Grækenland ligger foran os med andele på henholdsvis 67, 66 og 65, mens der er et hop fra Danmark til Slovenien og Luxembourg, hvor 45 og 46 procent af turisterne overnatter i landdistrikter. I den anden ende finder man Malta med kun fire procent, mens også store turistlande som Portugal og Storbritannien med 16 og 17 procent ligger langt lavere, når det gælder turistovernatninger i landdistrikterne.


Ifølge professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager skal forklaringen på Danmarks placering findes i de danske sommerhusområder.
“Turismen i Danmark bæres langt hen ad vejen af sommerhusene, der i høj grad er placeret i landdistrikterne. Det er det, der giver Danmark så høj en placering i undersøgelsen. Det hænger også sammen med, at den danske kyst og naturen er meget efterspurgt af vores sydlige naboer,” siger Anne-Mette Hjalager.
Uudnyttet potentiale
Selvom de danske landdistrikter ligger højt i forhold til at tiltrække turister, så er der ifølge turismeforsker ved Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager stadig rum for at forbedre tiltrækningen af turisterne.
“Der er plads nok derude og skønhedspletter, som man bør arbejde med på forskellige leder og kanter. Det handler om at gøre området endnu mere attraktivt, hvilket også betyder, at det skal være et dejligt sted at være både for lokalbefolkningen og turisterne. Det kan også hjælpe med til, at man bedre kan udnytte kapaciteten uden for sæsonen,” siger Anne-Mette Hjalager.
Læs hele artiklen på Momentum her
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































