
Kommunerne bag retssagen mod staten om udligning fortsætter indtil der er flertal i Folketinget for at give kommunerne kompensation, siger borgmester i Hjørring Kommune ( - Foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
Nu støtter 16 kommuner op bag retssag - fire overvejer stadig
Frederikshavn Kommunen tilsluttede sig her til morgen de kommuner, der vil føre retssag mod staten. Det bringer listen op på 16 kommuner, mens fire andre er igang med at træffe en beslutning.
Udgivet: 27/09/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
16 kommuner står nu bag den første fase af en retssag mod staten med krav om erstatning for kommuners tab som følge af en mangelfuld statistik bag udregningen af den kommunale udligning. Derudover er yderligere fire borgmestre igang med at få opbakning i deres økonomiudvalg til at gå med i retssagen.
Danmark er dermed på vej ud i den usædvanlige situation, at hver femte kommune anlægger sag mod staten med krav om erstatning for ulovlig administration.
Kernen i sagen bliver en påstand om, at Økonomi- og Indenrigsministeriet har overtrådt loven ved at skrive en bekendtgørelse, som går langt videre end bemyndigelsen i loven giver dem lov til.
Læs også:Retssag: Formulering fra 1979 skal sikre kommuner erstatning for mistet udligningFortsætter trods S-løfte om kompensation
Kommunerne fortsætter med at forberede retssagen, selvom Socialdemokratiet i dag har offentliggjort at partiet vil foreslå, at de berørte kommuner får kompensation for deres tab i 2017 og 2018.
“Det er positivt, at der nu er nogle, som tager det her alvorligt. Men forslaget ændrer ikke noget som helst, før der er er flertal,” siger koordinatoren af retssagen, Hjørrings borgmester Arne Boelt, til Avisen Danmark.
De seksten kommuner, som har givet tilsagn er:
- Hjørring
- Guldborgsund
- Næstved
- Odsherred
- Lolland
- Svendborg
- Rebild
- Assens
- Mariagerfjord
- Lejre
- Stevns
- Vordingborg
- Jammerbugt
- Brønderslev
- Thisted
- Frederikshavn
De fire kommuner som afgør det i løbet af de kommende dage er:
- Randers
- Frederikssund
- Bornholm
- Kerteminde
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Udligning










































