Venstre ser potentiale i flere udflytninger af statsjob

Trods store udflytningsrunder er statslige arbejdspladser fortsat skævt fordelt, mener V.

Udgivet: 02/07/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringen har ikke aktuelle planer om at flytte flere statslige arbejdspladser ud, før de igangværende udflytninger er på plads.

Men der er bestemt potentiale for yderligere udflytninger, mener Venstres ordfører for landdistrikter, Thomas Danielsen.

– Det er der da, siger han.

– Vi er ikke færdige med dem, vi er i gang med. Det lader vi lige lande. Og så er det klart, at der stadigvæk er en stor skævvridning i forhold til, hvor de statslige arbejdspladser er placeret.

Dermed er Danielsen på linje med formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der mener, at udflytning af statslige arbejdspladser er et vigtigt redskab til at skabe vækst i hele Danmark.

Damsgaard er skuffet over, at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) siger, at han ikke kan se potentialet for yderligere store udflytninger af statslige arbejdspladser.

– Det skal også være fagligt forsvarligt, lyder Jarlovs begrundelse i et interview med netmediet Finans.

– Det er rigtig vigtigt, at hovedstaden også trives, og at alt ikke flytter ud.

Til det siger Thomas Danielsen:

– Det er rigtig nok, at der ikke er nogen lige nu. Men det betyder ikke, at der er lukket for tid og evighed. Det er der bestemt ikke.

Socialdemokratiet undrer sig over erhvervsministerens udmelding.

– Det er et underligt signal at sende til danskerne, at man nu åbenbart mener, at der er fuld balance i Danmark mellem provins og hovedstad, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

Socialdemokratiet bakker op om de udflytninger, der er sat i gang. Partiet vil lade dem fortsætte, hvis det skulle få regeringsmagten efter næste valg, oplyser Engelbrecht.

– Vi synes også, at grundprincippet om, at nye statslige arbejdspladser skal placeres uden for København, er godt, siger han.

– Men det er også klart, at man godt kan finde eksisterende styrelser inden for den statslige sektor, som det godt kunne give mening på sigt at flytte ud, siger Engelbrecht og nævner Fiskeristyrelsen som eksempel.

Benny Engelbrecht vil gerne vide, om Jarlovs udtalelser er udtryk for regeringens holdning. Men Jarlov ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, oplyser ministeriet til Ritzau.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]