Arne Boelt, der er socialdemokratisk borgmester i Hjørring Kommune, er klar til at lægge sag an mod staten for at få mistede millioner retur. -

Arne Boelt, der er socialdemokratisk borgmester i Hjørring Kommune, er klar til at lægge sag an mod staten for at få mistede millioner retur. - - Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix

Retssag mod staten om udligning er en realitet - nu handler det om, hvor mange der bakker op

Den særlige kompensationsordning på 1,1 milliard til 27 primært hovedstadskommuner har skabt så stor vrede i en række udkantskommuner, at sagen ifølge tre borgmestre ender med en historisk retssag mellem kommuner og staten om den kommunale udligning. 

Udgivet: 12/06/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

De danske retssale bliver ifølge tre borgmestre rammen om et historisk opgør om den kommunale udligning mellem en række udkantskommuner og staten. Tre kommuner har allerede besluttet at indlede en retssag mod staten for at få kompensation for de to og trecifrede millionbeløb, hver kommune har tabt på grund af en manglende opdatering af det statistiske grundlag for udlændinges uddannelse.

“Jeg tror, det ender med, at 10-15 kommuner går med i det her. Men jeg kan også sige, at hvis ikke de gør, så kører vi selv sagen,” siger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S).

Borgmestrene i Hjørring, Jammerbugt og Lolland har allerede meldt ud, at de støtter en retssag. Derudover har Næstved også forsøgt at samle støtter til en retssag, så det syntes givet, at mindst fire kommuner står bag retssagen.

Medlemmer af KL’s bestyrelse overvejer også at gå med

Retssagen handler meget enkelt om, at en lang række kommuner med få højtuddannede udlændinge har tabt omkring en milliard kroner om året i kommunal udligning de seneste år, fordi Danmarks Statistik holdt op med at registrere udlændinges uddannelse helt tilbage i 2006. Det betød, at de store bykommuner fik sociale tilskud til højtudannede udlændinge på bekostning af typisk yder- og landkommunernes.

Indenrigsministeriet blev gjort opmærksom på fejlen allerede i 2014, men den blev først rettet, da Danmarks Statistik sidst efterår på eget initiativ ændrede opgørelsen, så udlændinges uddannelse nu bliver skønnet ud fra spørgeskemaer.

Ideen om en retssag var egentlig død, men blev genoplivet af den vrede, som blev udløst, da regeringen i forbindelse med forhandlingene om kommunernes økonomi valgte at bruge 1,1 milliard kroner til at kompensere de 27 kommuner, som mister udligning fra 2019, fordi de ikke længere for penge ud fra de forkerte tal. Men det er de samme kommuner, der ifølge Arne Boelt har fået for meget udbetalt på grund af fejlen.

“Det er en våd klud i ansigtet. Vi får ikke nogen kompensation, men det gør kommuner, som i årevis har fået penge, de ikke skulle have haft,” siger borgmesteren.

Vreden er ikke mindre i Lolland Kommune.

“Det, der får bægeret til at flyde over er, at man kompenserer kommuner for penge, de aldrig skulle have haft. Det er forskelsbehandling af kommuner, og det er ikke rimeligt, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Regeringen er sikret flertal for kompensationen, fordi den rent teknisk er en del af en aftale mellem KL og regeringen, og dermed har både Dansk Folkepari, Socialdemokratiet og De Radikale som følge af en aftale fra 2015 forpligte sig til at stemme den igennem Folketingets Finansudvalg.

KL bestyrelsesmedlem overvejer at støtte retssag

Hvor udbredt vreden er i udkantskommunerne ses af, at KL’s bestyrelsesmedlem borgmester Birgit S. Hansen har bedt embedsmændene i Frederikshavn undersøge sagen, så gruppeformændene om kort tid kan drøfte, om kommunen skal gå med i retssagen.

“Jeg kan sagtens forstå, at man undrer sig over, at regeringens prioriterer at kompensere  nogen kommuner, der fået noget, som de måske aldrig skulle have haft,” siger Birgit S. Hansen, der omvendt også udtrykker forståelse for de 27 kommuners ønske.

“Hvis de havde lavet udligningsordning, der havde kostet os 67 millioner, så havde jeg også tigget og bedt om en overgangsordning.”

Birgit S. Hansen siger, at hun godt kan forstå, at de kommuner, der er presset på økonomien, undrer sig over at regeringen på den ene side anerkender at de ikke har fået de penge, som de skulle have haft og på den anden side kompenser de, som har fået for meget.

“På den anden side, skal jeg også tænke rigtig rigtig meget over, om en retssag mod staten, er det sådan vores demokrati skal virke? Skal vi bruge skatteborgernes penge på den ene og anden side i en retssag. Er det sådan vi klarer sagerne? Skal jeg bede byrådet om tre eller fem millioner til sådan en retssag? spørger den stærke nordjyske borgmester, og udtrykker forståelse for, at hendes kolleger trækker retssags-kortet, når de ikke kan råbe Kristian Jensen og Søren Pape op.

Den anden borgmester fra en udkantskommune i KL’s bestyrelse, Toni Hansen (SF) fra Langeland afviser blankt at støtte en retssag.

Det slet ikke noget, vi er med på. Det er ikke måden vi arbejder på her på Langeland. Der er er ingen der vinder noget ved, at vi går og anlægger retssager mod hinanden. At bede domstolene om at løse politiske konflikter, det er jeg ikke med på – og det er min kommunalbestyrelse heller ikke,” siger Toni Hansen.

Arne Boelt fra Hjørring anerkender, at det var bedre, hvis et flertal i Folketinget ville ændre udligningen.

“Det ville også være meget bedre, hvis et anstændigt folketingsflertal sagde, at vi skulle kigge på det her og kompensere os, siger Arne Boelt til Nordjyske, som var den avis der bragte hele sagen frem i efteråret 2017.

Finansminister Kristian Jensen (V) tager nyheden om erstatningskravet med ro.

“Det er et retssamfund, vi lever i. Hvis nogen mener, at de skal anlægge en retssag, så er det dét, de gør,” siger han til Nordjyske.

Kommuner har lidt store tab

Vreden i udkantskommunerne fokuserer på, at de ifølge borgmestrene har måtte sætte skatten op og skære i servicen på grund af fejlen.

“Hjørring har siden 2014 mistet noget, der ligner 75 millioner kroner. Det er rigtig mange penge, og vi har måtte skære ned på servicen alle mulige steder. I forvejen har vi et lavt serviceniveau i forhold til andre kommuner, uddyber Arne Boelt over for Ritzau.

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), bakker op om et sagsanlæg, som er på vej fra Hjørring Kommune mod staten, og vil anbefale byrådet at kommunen går med i retssagen.

“Over tre år har vi i Lolland Kommune mistet 111 millioner kroner på den konto. Det er rigtig mange penge, siger Holger Schou Rasmussen. “Havde vi haft de penge, havde vi ikke behøvet at sætte skatten op eller optage et likviditetslån”.

En tredje kommune har søndag eftermiddag tilkendegivet, at man bakker op om kravet.

Det er Jammerbugt Kommune, der ifølge Nordjyske er gået glip af 51 millioner kroner i perioden fra 2015 til 2018.

De penge vil man forsøge at få hjem ved at tilslutte sig sagsanlægget, oplyser borgmester Mogens Gade (V) til avisen.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]