
Bag om tallene: Både Corydon og Jensen har holdt de offentlige udgifter i ro
Finansminister Kristian Jensen får massiv kritik for væksten i de offentlige udgifter siden 2000. Men fakta viser, at både Kristian Jensen og Bjarne Coridon har sikret en lav vækst i de offentlige udgifter - den store synder er Fogh-regeringen i nullerne.
Udgivet: 08/05/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Finansminister Kristian Jensen (V) får i dagens aviser en god gang borgerlige klø for at have ladet de offentlige udgifter stige kraftigt.
“Sjældent om nogensinde har en finansminister så utilsløret indrømmet, at han ikke har det mindste greb om udviklingen i de offentlige udgifter,” skriver Jyllands-Posten i sin leder.
“Man skulle forvente, at nye chokerende tal fra Finansministeriet ville sætte så meget strøm i det borgerlige Danmark, at et blåt oprør ville tage form,” skriver Berlingske.
Anledning til kritikken af finansministeren er en analyse, for Finansministeriet har samlet allerede kendte tal i en i øvrigt meget læsværdig oversigt over udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000-2017. Tallene er ikke nye, men blot samlet i et mere overskueligt format.
En del af kritikken går på, at Kristian Jensen i en pressemeddelse udtrykte stolthed over de høje offentlige udgifter, Se faktaboks nederst i artiklen med ministerens udtalelser.
Fakta i rapporten understøtter ikke, at Kristian Jensen eller for den sags skyld hans forgænger Bjarne Corydon lod de offentlige udgifter løbe løbsk.
Hovedgrafen i hele publikationen viser istedet:
- At Fogh-regeringen lod de offentlige udgifter målt i faste priser stige dramatisk op igennem nullerne, hvor regeringen omsatte store besparelser på renter til især højere lønninger til de offentligt ansatte og dyrere varekøb – til gengæld udtrykker analysen tvivl om, hvor meget ekstra offentlig service, danskerne fik ud af de mange udgifter.
- At de offentlige udgifter målt i faste priser kun er steget meget lidt fra 2010 til 2017 – og at der har været tale om et betydelige fald fra 2012 til 2017. I den periode har socialdemokraten Bjarne Corydon og Venstreministrerene Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen siddet på finansministerposten. (Claus Hjort tillige fra 2009-2011)
- At de offentlige udgifter er faldet svagt både i reale priser og som andel af BNP siden den nuværende Venstre-regering tog over i 2015.

Udgifterne skal falde i opgangstider
De offentlige udgifter til overførsler burde alt andet lige falde i perioder med vækst i økonomien, fordi der bliver færre ledige, ligesom en række indkomstafhængige offentlige ydelser vil have en tendens til at falde, når borgerne tjener mere.
Modsat vil de offentlige overførsler stige ved et økonomisk tilbageslag. Rapporten beskriver meget præcist, hvordan de offentlige udgifters andel af BNP steg kraftigt i 2009. Den bagvedliggende årsag var en cocktail af stigende offentligt forbrug blandt andet på grund af kraftigt stigende offentlige lønninger, stigende udgifter til overførsler på grund stigende ledighed og et faldende BNP.
“Udviklingen i udgiftstrykket siden år 2000 afspejler blandt andet en kraftig stigning fra 2008 til 2010. Det skal ses i lyset af det økonomiske tilbageslag, hvor de offentlige udgifter steg, og der var tilbagegang i BNP,” hedder det i rapporten.
Danmark har stadig verdens tredje højeste offentlige udgifter
På trods af den relativt svage vækst i de offentlige udgifter siden 2012 havde Danmark i 2016 de tredje højeste offentlige udgifter målt som andel af BNP, fremgår det af rapporten. Danmark ligger dermed væsentligt over vores nabolande.

Embedsmændene advarer dog om, at de internationale sammenligninger kan give et forkert billede:
“Man skal være forsigtig med at sammenligne udgifter og udgiftstryk på tværs af lande, idet opgørelserne fx ikke tager højde for indretningen af landenes velfærdssystemer, forskelle i befolkningssammensætninger mv. Det danske velfærdssystem er i overvejende grad skattefinansieret på linje med fx de øvrige nordiske lande. En sammenligning af udgiftstryk på tværs af lande vil dog give et overordnet billede af den offentlige økonomis størrelse relativt til landenes samlede økonomier,” hedder det.
Sundhed er steget mest
Rapporten viser desuden, at der er stor forskel på, hvordan de offentlige udgifter har udviklet sig på de forskellige områder siden 2000.
Mens udgifterne til sundhed, socialområdet og uddannelse er steget kraftigt, så er udgifterne til generelle offentlige tjenester stort set uforandrede i perioden.

Danmark bruger pengene på offentligt forbrug frem for overførsler
Dataene viser, at selv om de offentlige udgifters andel af BNP har været markant faldende siden 2009, så ligger Danmark stadig med verdens andenhøjeste andel af BNP – kun overgået af Sverige.

Til gengæld overrasker det umiddelbart, at Danmark ligger helt nede på en syvendeplads, hvis man ser på de sociale overførslers andel af BNP.

Fakta: Det sagde Kristian Jensen
“Det glæder mig, at det især er vores sundhed og sygehusene, der bliver brugt flere penge på. Forbrugsudgifterne på sundhedsområdet er vokset med ca. 50 mia. kr. siden årtusindeskiftet. Det er afgørende, at vi har en god kernevelfærd i Danmark. Det er også afgørende, at vi har en sikker styring af udgifterne, når den offentlige sektor fylder så meget i dansk økonomi.
De reale offentlige udgifter til indkomstoverførsler er siden år 2000 steget med ca. 29 mia. kr. Udgifterne til pension og SU er steget markant, mens udgifterne til efterløn, dagpenge og kontanthjælp er faldet betragteligt.
De stigende udgifter til pension og SU skyldes, at danskerne lever længere og uddanner sig mere. Det er der grund til at glæde sig over, men vi skal selvfølgelig holde øje med de stigende udgifter, så vi er sikre på, at vi bruger pengene der, hvor vi synes, de giver størst værdi.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































