
Udvalg anbefalede at reducere indvandrerudligning - nu stiger den med ghettomilliard
Ekspertudvalg advarede allerede i 2014 om, at kommunerne får dobbelt kompensation for udgifter til indvandrere. Nu vil et nyt forslag fra regeringen om resultattilskud øge overkompensationen yderligere.
Udgivet: 19/04/2018
.
Af Arne Ullum, [email protected]
På trods af at en analyse fra Finansieringsuvalget 2014 viser, at kommunerne med mange ikke-vestlige indvandrere bliver overkompenseret for de faktiske udgifter, så kan netop de kommuner se frem til en yderligere kompensation.
Årsagen er et uventet samspil mellem regeringens ghettoplan og de sammenbrudte forhandlinger om kommunal udligning.
Alle finansieringsudvalgets modeller til ændret udligning implementerede en anbefaling helt tilbage fra 2014 om at halvere udgiftsbeløbet i den særlige udlændingeudligning, som er en ren mellemkommunal udligningsordning. Det ville ifølge udregninger fra de netop kuldsejlede forhandlinger om kommunal udligning flytte cirka en halv milliard kroner fra kommuner med mange ikke-vestlige indvandrere til kommuner med få indvandrere. Næsten hele beløbet ville være blevet flyttet fra hovedstaden og Århus til resten af Danmark.
Det beløb reducerede regeringen reelt med cirka 200 millioner kroner, da de i februar foreslog at indføre en særlig præmiering af kommunerne i forhold til, hvor mange ikke-vestlige indvandrere de får i arbejde og succesrigt igennem uddannelsessystemet.
Dermed ville den samlede overkompensation af kommuner med mange ikke-vestlige indvandrere – hvis man tager Finansieringsudvalgets analyser som udgangspunkt – falde fra 500 millioner til cirka 200 millioner kroner, hvis en af modellerne til ændret udligning var blevet vedtaget.
Det blev den ikke, og en regulering af den kommunale udligning er skudt til efter et folketingsvalg.
Hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om resultattilskuddet til kommunerne, så vil nettoresultatet være at overkompensationen af kommuner med mange ikke-vestlige indvandrere stiger fra 500 til 700 millioner kroner – igen hvis man tager Finansieringsudvalgets analyser som udgangspunkt.
Hovedstadskommuner anfægter analyse
Hele diskssionen om overkompensation til kommuner med mange vestlige indvandrere hviler på en analyse fra Finansieringsudvalget fra marts 2014, som den daværende radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager sagde god for.
Rapporten var baseret på en spørgeskemaundersøgelse fra 2012 udført af det daværende KORA, som senere blev suppleret med registerdata. Det var kun 53 procent af kommunerne, som svarede på spørgeskemaundersøgelsen.
Hovedstadskommunerne i stopforskelsbehandlingen.nu anfægter analysen, som de mener har åbenlyse svagheder:
- Der er meget stor variation i de indberettede udgifter pr. ikke-vestlig indvandrer og efterkommer. For 0-5-årige varierer udgiften fra 25 kr. til knap 27.000 kr. pr. ikke-vestlig indvandrer ellerefterkommer, mens beløbet for 6-16-årige varierer fra 95 kr. til 38.000 kr. For voksne varierer beløbet fra -1.611 kr. til 11.329 kr. pr. person.
- De gennemsnitlige udgifter, som Finansieringsudvalget tager udgangspunkt i i deres beregninger er simple gennemsnit.
- Finansieringsudvalget anfører selv i deres rapport, at der er større sandsynlighed for, at udgifter er blevet overset, end at irrelevante udgifter er medtaget. Det taler umiddelbart for en kraftig bias i nedadgående retning – ikke mindst set i lyset af den store kommunevariation.
Så meget flytter resultattilskud
Regeringens ghettoplan indeholder en belønning på en milliard kroner til de kommuner, som gør en særlig indsats for integrationen. Pengene skal kommunerne selv levere gennem en reduktion i bloktilskuddet, har Økonomi- og Indenrigsministeriet tildligere oplyst til NB-Økonomi.dk.
Mens alle kommuner dermed kommer til at bidrage med det samme beløb pr. indbygger, så er der stor forskel på, hvor mange penge kommunerne kan forvente at få fra puljen.
NB-Økonomi har beregnet, hvor stor effekt de enkelte kommuner kan forvente. (For metode mv. se afsnit nederst i artiklen “Sådan har vi gjort”.
Sådan har vi gjort:
NB-Økonomi har fra Danmarks Statistik hentet tallet for antal ikke vestlige indvandrere og efterkommere, som er henholdsvis ledige og udenfor arbejdsmarkedet.
Disse tal har vi sammenholdt med erhvervs- og beskæftigelsesfrekvensen og forudsat, at kommunerne hvert år indsnævrer forskellen til borgere af dansk herkomst med en ottendedel.
Vi har desuden forudsat at halvdelen af de ledige og alle ikke beskæftigede har været udenfor beskæftigelse de seneste tre år.
På uddannelsesområdet har vi ud fra analyser fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd og data fra Økonomi- og Indenrigsministeriet forudsat at:
- 75 procent af ikke vestelige indvandrere og efterkommere består en folkeskoleeksamen med mindst 2 i dansk og matematik. Vi har brugt antallet af 15-årige som mål.
- 10 procent af samme målgruppe består deres folkeskoleeksamen med karakterer over landsgenensmittet for målgruppen.
- At 65 procent får en erhvervsuddannelse. Her er antallet af 19-årige brugt som mål.
Ovenstående forudsætninger er sat med udgangspunkt i de aktuelle resultater og herefter justeret op, så de matcher en samlet præmiesum på en milliard kroner. Det er p.t. uklart om kommunernes bidrag bliver lavere, hvis de samlede resultater bliver mindre end forventet.
I givet fald vil tab og gevinster blive mindre.
Usikkerhed: Da der er tale om skønnede effekter, så er der en vis usikkerhed på tallene, men den grundlæggende største forskel handler om kommunernes forskellige antal ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Bemærk derudover, at gennemsnittet for beskæftigelses- og erhvervsfrekvensen hos de 25-64 årige er taget som et uvægtet gennemsnit af tallene for hver femårsgruppe.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































