
Minister vil afslutte udligningsforhandlinger inden påske
Regeringen vil afslutte de politiske forhandlinger om den kommunale udligning inden påske. Læs her, hvorfor det kun giver politikerne to uger til de reelle forhandlinger, hvis man skal overholde ministerens deadline.
Udgivet: 22/02/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Økonomi- og Indenrigsminister gav de tretten repræsentanter for de politiske partier en hård deadline, da han i aftes holdt det såkaldte sættemøde i forhandlingerne om en ændring af den komunale udligning.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille fremlagde ifølge flere kilder en plan, som indebærer at forhandlingerne skal være afsluttet inden påske for at sikre, at embedsmændene kan have de nye tilskudsudmeldinger til kommunene klar senest 30. juni, som loven foreskriver.
Selvom der er fem uger til den deadline, så bliver forhandlingerne i realiteten fokuseret i uge 11 og 12. Årsagen er, at ministeren i denne og den kommende uge vil bruge tiden til individuelle møder med partierne. Herefter vil regeringen vurdere, hvilke partier den vil fortsætte forhandlingerne med.
Ifølge NB-Økonomis kilder er regeringen indstillet på, at både Enhedslisten, SF og Alternativet bliver kørt ud af forhandlingerne efter den første runde.
Forhandlinger kommer først igang i uge 11
Herefter går de egentlige forhandligner med resten af partierne i gang. Men da uge ti er såkaldt rejseuge i Folketinget, så kan forhandligerne først for alvor gå igang i uge 11, og dermed vil der kun være to uger til at nå et forlig inden ministerens deadline.
Men måske er den deadline ikke helt så hård, som ministren angiveligt gav udtryk for i aftes.
Ifølge projektchef Niels Jørgen Mau fra VIVE, der i mange år var den centrale embedsmand på området i Indenrigsministeriet kan deadline for den politiske aftale skubbes helt ind i maj.
”Det må antages, at embedsmændene i ministeriet har regnet meget på lovforslagets konsekvenser i god tid inden vedtagelsen og dermed er gearet til en forholdsvis hurtig beregning af de nye tilskud. Så hvis blot lovforslaget er vedtaget ved tredje behandling, før Folketinget går på sommerferie, så er der tid nok. Det vil normalt sige i starten af juni, men der har dog også været et eksempel på, at vedtagelsen lå medio juni,” sagde han for nylig til NB-Økonomi.
LA og K kæmper for hovedstaden – V er påvirket af borgerlig kommentator
Allerede i aftes var den konservative ordfører Rasmus Jarlov ude med en melding om, at De Konservative vil kæmpe imod større udligning – og dermed undsagde han i realiteten samtlige modeller fra udvalget. Det har ligeledes længe været kendt, at Liberal Alliance og Simon Emil Ammitzbøll kæmper for så lille en justering som muligt.
Flere Venstre-ministre har i forløbet op til offentliggørelsen signaleret til Dansk Folkeparti, at partiet er klar til at øge udligningen fra de store byer og især fra hovedstaden til provinsen. Men nu signalerer Venstretoppen en mere forsigtig holdning. Det skifte kommer efter den fremtrædende Venstre-kommentator Jarl Cordua i Berlingske i rå toner truede Lars Løkke med faneflugt fra partiet, hvis han endnu engang – i Corduas øjne – svigtede hovedstaden.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Udligning










































