
To udkantskommuner har mistet mere på udflytning end hovedstadskommunerne
Udkantskommunerne i Østdanmark har de seneste to år oplevet fald i antallet af indbyggere, som er ansat i staten. De helst store tabere er Kalundborg og Lolland.
Udgivet: 07/12/2017
Af Arne Ullum, [email protected]
Stik imod festtalerne fra regeringen er to af Danmarks markante udkantskommuner, Kalundborg og Lolland, de største tabere, når man ser på udviklingen af indbyggere med en løncheck fra staten de seneste to år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Kalundborg har i dag 25 færre borgere, som er ansat på en statslig arbejdsplads svarende til et fald på 16 procent, mens Lolland har 11 færre svarende til et fald på 15 procent.
Dermed topper de to udkantskommuner listen over de største tabere ved udflytningen målt på udviklingen i antal indbyggere i kommunen, som får deres løn fra staten.
Vinderne ligger i Syd- og Nordjylland
Mens de østdanske udkantskommuner med rette kan føle sig snydt, så er der anderledes grund til at feste i særligt Syd og Nordjylland. Sønderborg har fået ikke mindre end 181 nye borgere, som er på statens lønningsliste svarende til en vækst på 103 procent.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17











































