
Analyse: DR-besparelse kan koste op imod 500 stillinger
DR skal ifølge de seneste forhandlingsudspil spare omkring 450 millioner kroner. En analyse af årsregnskabet viser, at det formentligt vil koste mellem 350 og 500 stillinger i DR.
Udgivet: 07/12/2017
Analyse af Arne Ullum, [email protected]
DR skal ifølge det eneste offentliggjorte udspil til forhandlingerne om skat spare 12,5 procent svarende til godt og vel 450 millioner kroner. Bliver det en realitet, vil det medføre massive personalereduktioner i statsinstitutionen, viser tallene i DR’s årsrapport.
Ud af de 3,7 milliarder licenskroner er det kun omkring 523 millioner kroner, som går til andre eksterne omkostninger som bygninger, rejser og transport og IT.
DR er i europæisk sammenhæng kendt som en effektiv public broadcaster, og selvom man altid kan spare 10-20 procent på ledelse og administration, så rækker det ikke langt.
Høj løn til generaldirektør vækker opsigt
De poster, som givetvis særligt får politikernes opmærksomhed, vil være konsulenter for 65 millioner, reklame- og kommunikationsomkostninger for 27,8 millioner og direktionens samlede løn på i alt 11,5 millioner. Her springer det særligt i øjnene, at generaldirektør Maria Rørbye Rønn får 3,7 millioner, hvilket er ekstremt højt i den offentlige sektor.
DR har ofte undskyldt sig med, at TV2’s direktør Merethe Eldrup får væsentligt mere, men den forklaring holder ikke. Mens Maria Rørby Rønn ikke har nogen kommerciel erfaring og derfor næppe ville blive tilbudt et toplederjob i den private mediebranche, så har Merethe Eldrup en baggrund i JP/Politikens Hus ligesom TV2-jobbet i sig selv er meget kommercielt, og TV2 har formentligt været nødt til at skrue på lønnen for at holde på hende.
Svært at spare på programomkostninger
Men uanset hvor meget opmærksomhed de poster kan få, så skal langt størstedelen af den varslede besparelse finde på programrettigheder og ansatte.
Umiddelbart ser posten for produktionsomkostninger og rettigheder på 1.274 millioner kroner stor ud, men de 473 millioner stammer fra produktioner, som DR køber i det private produktionsmiljø, og det får DR næppe lov til at skære ned.
Den næststørste post er rettigheder på 409 millioner, som typisk dækker over indkøbte programmer, newsfeeds til nyhederne og sport.
DR kan droppe de dyre udenlandske programmer og sportsrettigheder, men her bliver stationen ramt af et dilemma. Køb af rettigheder er normalt den billigste måde at fylde sendefladen på, og derfor vil en stor besparelse på den konto blive meget synlig på sendeplanen i form af kanallukninger eller en kraftig vækst i antallet af genudsendelser.
Tilbage er den store post på 1.953 millioner kroner til lønninger for de 3.380 fuldtidsbeskæftigede, som dermed får en gennemsnitsløn på cirka 577.000 kroner om året.
En besparelse på medarbejderne på 300 millioner kroner vil dermed udløse nedlæggelse af godt og vel 500 stillinger, mens en besparelse på 200 millioner kroner vil medføre nedlæggelse af cirka 350 stillinger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17











































