
Analyse: Regeringen spiller ud med minimal justering af udligning
Regeringen kommer ikke med et forslag til en reform af udligningen, men blot til en minimal justering erfarer NB-Økonomi. Læs her en analyse af det politiske spil om udligningen.
Udgivet: 06/12/2017
Af Arne Ullum, [email protected]
Når Finansieringsudvalget under Økonomi- og Indenrigsministeriet om kort tid kommer med den længe ventede rapport om den kommunale udligning, så vil den ifølge oplysninger til NB-Økonomi kun lægge op til en lille justering af ordningen, som hvert år omfordeler cirka 15 milliarder kroner mellem rige og fattige kommuner.
Forklaringen på det minimale udspil er ifølge kilder tæt på processen, at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har lavet den kalkule, at større ændringer i udligningen formentligt vil være lig med øget udligning, og dermed gå imod hans politiske ønsker.
“Regeringen lægger ikke op til udligningsreform. Regeringen lægger op til at foretage nogle justeringer i udligningssystemet først og fremmest i forlængelse af den refusionsreform, der blev lavet under den tidligere SR -regering,” sagde ministeren på et samråd om social eksport i sidste uge.
En kilde påpeger, at det slet ikke er tilfældigt, at ministeren meget konsekvent omtaler de forestående ændringer i den kommunale udligning som “en justering” og konsekvent afviser, at der bliver tale om en reform.
Hvis ministeren får sin vilje vil ændringerne i udligningen blot bestå af:
- En indfasning af beskæftigelsestilskudene i den generelle udligning i forbindelse med refusionsreformen fra 2015, som var den oprindelige årsag til at arbejdet i gik igang.
- En ændring af udlændingeudligningen, så ordningen groft sagt halveres.
- En teknisk tilpasning af grundværdiernes effekt på udligningen fra 2021-2025 som en konsekvens af boligskatteforliget.
Dansk Folkeparti kræver store ændringer
Men det er langt fra sikkert, at ministeren kan samle flertal i Folketinget for den linje.
Dansk Folkeparti ser udligningen som en væsentlig brik i kampen imod et skævere Danmark, og som et vigtigt element i partiets kamp for at sikre de dårligst stillede en bedre offentlig service.
Kristian Thulesen Dahl har med en række udtalelser involveret sig direkte i sagen, og så sent som i sidste uge fortalte han, at partiet forsøger at få en hensigtserklæring om øget udligning fra de rige bykommuner til de fattigere landkommuner ind i aftalen om finanslov og skat.
Principielt ønsker Thulesen Dahl en meget radikal reform, hvor kommuneskatten bliver ens i hele Danmark, men den ide har foreløbigt ikke fået støtte af nogen andre partier, og regeringen er lodret imod den amputering af det kommunale selvstyre.
I praksis lægger Dansk Folkeparti sig relativt tæt op af de analyser og forslag, som er kommet fra de seks østjyske kommuner i samarbejdet Rimeligudligning.nu. Det er værd at bemærke, at sammenslutningen er kommet med tunge substantielle analyser, hvis faglige kvalitet er bredt anerkendt.
Det betyder, at Dansk Folkeparti populært sagt kan lægge sammenslutningens analyser direkte oven i rapporten fra Finansieringsudvalget, og dermed kan partiet lægge et solidt pres på regeringen. Det betyder, at regeringen delvist har mistet sit monopol på at komme med udspil i forhandlingerne, fordi de øvrige partier kan bruge de østjyske analyser som et alternativt finansieringsudvalg.
Socialdemokratiet lurepasser foreløbigt
Den kommunale udligning er afgørende for styringen af halvdelen af den offentlige sektor, og derfor er der et udbredt ønske om at samle et bredt flertal bag en reform. I modsat fald kan hele den kommunale økonomistyring komme ud i slingrekurs, hvor de grundlæggende budgetforudsætninger ændres i takt med, at flertallet i Folketinget skifter.
Socialdemokratiet har foreløbigt lurepasset. Og det er der formentligt en god grund til. Socialdemokratiet er første januar landets ubetinget største borgmesterparti, og selv mindre ændringer i den kommunale udligning kan skabe store rystelser i det kommunale bagland.
Omvendt risikerer partiet at sætte den stigende vælgersucces i provinsen over styr, hvis partiet afviser Dansk Folkepartis krav. I så fald kan Dansk Folkeparti ved et kommende folketingsvalg gå ud i socialdemokratiske højborge som Lolland, Frederikshavn og mange andre udkantskommuner og hævde, at Socialdemokratiet kun arbejder for øget lighed i hovedstaden og de store byer.
Reform vil ikke nødvendigvis ramme de rige nordsjællandske kommunerHos Venstre er der også absolut radiotavshed om udligningen.
Umiddelbart har Venstre det nemmere. Dansk Folkepartis krav om at flytte penge fra de største bykommuner til resten af landet vil groft sagt flytte penge til Venstres kommunale højborge.
Men Venstre er nødt til at tage hensyn til de andre partier i regeringen, hvor især Liberal Alliance og De Konservative vil forsvare de velhavende hovedstadskommuner.
I den sammenhæng er det interessant, at analyserne og forslagene til ændringer fra de seks østjyske kommuner lige præcis ikke rammer de velhavende nordsjællandske kommuner, men derimod primært vil koste modtagerne af hovedstadsudligningen og de fire store universitetsbyer.
Forklaringen på det er, at de seks østjyske kommuners analyser har påpeget en række skævheder i de sociale kriterier, og de fylder generelt meget lidt i velhaverkommunerne. Derudover har de seks østjyske kommuner påpeget, at de såkaldte alderskriteriers samspil med finansieringen af den sociale udligning især rammer kommuner med mange børn og ældre og favoriserer universitetsbyerne med mange unge og midaldrende borgere.
Indfasning af nye vurderinger kommer til at vente
Et andet stort og meget følsomt emne er indfasningen af de nye ejendomsvurderinger i den kommunale udligning. Partierne bag boligskatteaftalen har besluttet, at der skal ske en indfasning, og at Finansieringsudvalget skal komme med forslag til det i den rapport, som kommer omkring juletid.
Men det er yderst tvivlsomt, om partierne bag boligskatteforliget træffer nogen beslutning om det før efter et folketingsvalg.
En fuld indfasning vil koste en lille gruppe af bykommuner omkring 2,7 milliarder kroner.
Pengene vil gå til resten af kommunerne, og derfor vil det formentligt betyde, at de meget store forskelle i den kommunale grundskyldspromille, som er gældende fra 2021-2025, langsomt udlignes. Det vil medføre massive grundskyldsstigninger for boligejerne i de store byer, og den vil alle forligspartierne formentligt gerne holde under radaren til efter et valg.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17
Temaer: Udligning











































