København får 512 mio. på grund af mange borgere med lav indkomst
En afgørende beløbsgrænse i den sociale udligning giver Københavns Kommune omkring en halv mia. kr. ekstra i kommunal udligning. Pengene kommer fra landets øvrige kommuner.
Udgivet: 11/09/2017
Af Arne Ullum, [email protected]
Københavns Kommune får årligt omkring en ekstra halv mia. kr. i kommunal udligning, fordi hver femte borger med lav indkomst bor i kommunen. Ideen med udligningsordningen var, at de ekstra penge skulle kompensere for særligt høje sociale udgifter i kommunen.
Men ifølge en rapport fra rimeligudligning.nu holder den logik ikke i virkeligheden. Københavns Kommune har nok store udgifter til beskæftigelse og udsatte børn, men udgifterne er ifølge rapporten slet ikke så høje, som kommunens udligning. Det skyldes reglen om, at personer med lav indkomst udløser ekstra tilskud (Se definition i bunden af artiklen).
”Kriteriet tildeler specielt Københavns Kommune et ekstra højt beregnet socialt udgiftsbehov, uden at dette har sammenhæng med København Kommunes faktiske socialudgifter,” hedder det i rapporten.
Derfor får København ekstra penge
Årsagen til at København får så mange penge fra netop kriteriet om lav indkomst er lidt forenklet sagt, at det er designet på en måde, så en meget stor del af Københavns borgere med lav indkomst bliver talt med, mens en meget mindre del af borgerne med lav indkomst i landkommunerne tæller med.
For mens kontanthjælpsmodtagere – som København har mange af – lige præcis ligger under indtægtsgrænsen på 136.000 kr. om året, så har eksempelvis førtidspensionister – som der er relativt mange af i landkommunerne – lige præcis så høj en indkomst, at de ikke tæller med i kriteriet.
Samtidig har Københavns Kommune af naturlige årsager mange studerende med børn, og de tæller også med. Men det er ifølge analysen en fejl.
”Studerende med børn giver normalt ikke anledning til øgede udgifter til beskæftigelse eller udsatte børn og unge, hedder det.
Kommunerne bag analysen rejser desuden spørgsmålet om, hvorvidt kriteriet i udligningen er med til at fastholde borgere på kontanthjælp, som egentligt burde have førtidspension – simpelthen fordi kommunerne taber udligning, hvis de lader en langvarig kontanthjælpsmodtager få førtidspension.

Fakta: Familier i de her boligtyper udløser tilskud på cirka 2.000 kr. pr. husstand
Opgørelsen sker ud fra en opgørelse foretaget af Danmarks Statistik over antal familier, der den 1. januar 2017 bor i almene boliger, privat udlejning med mangler, privat udlejning uden mangler før 1920 beliggende i landdistrikter eller i byer med færre end 5.000 indbygger, og beboede sommerhuse. Endvidere beregnes et tillæg, såfremt en kommune i byområder mellem 5.000 og 100.000 indbygger har et antal familier i ældre privat udlejning, der overstiger 5 pct. af det samlede antal familier i kommunen og en andel af familier i kommunens almene boliger, der er lavere end gennemsnittet. Derudover udelades familier i ældreboliger i opgørelsen. Familier opgøres efter Danmarks Statistiks E-familiebegreb. Ved opgørelse henregnes familier, der er bopælsregistret i kommunen, til folketallet i kommunen. Opgørelsen sker på baggrund af Danmarks Statistiks Boligopgørelse og Husstands- og familiestatistik samt data fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der præciserer ejerforholdet for en række boliger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17
Temaer: Udligning










































