Hans Stavnsager (S) bliver ikke tavs, når han om to år forlader borgmesterposten. Tværtimod vil han bruge sin frie stilling til at revse Christiansborg, når de svigter kommunerne.

Hans Stavnsager (S) bliver ikke tavs, når han om to år forlader borgmesterposten. Tværtimod vil han bruge sin frie stilling til at revse Christiansborg, når de svigter kommunerne. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nu vil Hans Stavnsager tale mere frit i kritik af Christiansborg

Stavnsager forlader borgmesterposten, og vil bruge sin nye frihed til at tale mere frit om Christiansborgs manglende opbakning til kommunerne og et bureaukrati, som er løbet løbsk.

Udgivet: 11/01/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Hvis toppen i regeringen og Socialdemokratiet forventer, at der kommer ro på partiets kommunale bagsmæk, når en af partiets mest markante og kritiske borgmestre Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyn Kommune stopper ved næste valg, så kan de godt tro om igen.

Hans Stavnsager fortsætter nemlig i kommunalpolitik, og vil bruge sin nyvundne frihed til blandt andet at revse Christiansborg og Socialdemokratiet, hvis partitoppen fortsætter med at love vælgerne masser af velfærd uden at bevilge kommunerne de fornødne penge og fortsætter med at belaste kommunerne med stadigt mere bureaukrati.

"Som borgmester udtaler man sig på kommunens vegne, og derfor er man ofte nødt til at lægge bånd på sig selv - især hvis det, man vil sige, er lidt kontroversielt. Jeg vil i fremtiden have en mere fri rolle til at sige min mening både om samspillet mellem regeringen og kommunerne, men også om bredere politiske emner i Socialdemokratiet," siger den 60-årige borgmester.

Det er mere end 40 år, siden Hans Stavnsager meldte sig ind i DSU, og han mener, at der følger en særlig forpligtelse med et medlemskab af partiet.

"Jeg mener, at man som medlem af et parti har en forpligtelse til at ytre sig og sige fra, hvis man er uenig i nogle forhold."

Så regeringen og Mette Frederiksen skal ikke forvente, at du bliver tavs, selvom du stopper som borgmester?

"Nej, tværtimod."

Hans Stavnsager frygter, at folketingspolitikernes dækningsløse velfærdsløfter vil forøge borgernes mistillid til især de to store borgmesterpartier Socialdemokratiet og Venstre.

"Det virker som om, der det seneste er sket nogle store ryk hos vælgerne, som jeg mener bunder i en manglende tillid til, at politikerne rent faktisk leverer det, som de lover, især på velfærdsområdet. De ryk hos vælgerne vil blive forstærket, hvis først tillidskrisen mellem kommunerne og Folketinget breder sig til vælgerne," forudser han.

Det handler ikke så meget om pengene

Mens det i den offentlige debat ofte fremstår, som om borgmestrenes kritik af regeringen bunder i et krav om flere penge, så er Hans Stavnsagers primære kritik, at Folketinget giver vælgerne løfter om en velfærd, som der ikke er dækning for i økonomiaftalerne mellem regeringen og kommunerne.

"Det handler ikke så meget om pengene - det er jo fair nok, at der skal prioriteres. Men når Christiansborg beder os om at skære ned, så må de også stå skulder ved skulder med os, når vi faktisk gennemfører besparelserne," siger han.

"Jeg anerkender, at den kommuneaftale, vi fik i år, er den bedste i min tid som borgmester. Men når man både efter kommuneaftalen og i forbindelse med skattelettelserne bruger en retorik om, at der var givet de nødvendige penge til at holde hånden under velfærden, så svarer det bare ikke til virkeligheden. Når det specialiserede socialområde stiger så kraftigt, og vi ikke har mulighed for at spare på det område på grund af love og regler, så tvinger det os jo til at spare på de store velfærdsområder," siger Stavnsager.

Centraladministrationen er blevet en stat i staten

Hans Stavnsager er enig i regeringens mål om afbureaukratisering, men igen oplever han, at virkeligheden går den stik modsatte vej.

"Der er et misforhold mellem retorikken om afbureaukratisering fra regering og Folketing, og den virkelighed vi oplever fra centraladministrationen. Det er som om, at statslige departementer, styrelser er blevet en stat i staten, der fremmer deres egen dagsorden uafhængigt af Folketing og regering. Hver uge oplever vi nye krav om dokumentation, afrapportering, redegørelse mv. fra statslige myndigheder, hvilket gør kravet om administrative besparelser i kommunerne endnu mere absurd," siger han.

Stavnsager oplever også, at centraladministrationen er blevet meget selvtilstrækkelig.

"Det forstærkes af, at der efterhånden er meget få i centraladministrationen, som ved noget om kommunerne. Og jeg mener faktisk, at vi har problemer nok i velfærdssamfundet, og derfor behøver man ikke skabe flere," siger han.

Tastaturet bliver Stavnsagers nye våben

Når Hans Stavnsager takker af som borgmester og formentlig bliver valgt til en af de menige poster i Faaborg-Midtfyn Kommune, så mister han sin plads i en række centrale fora, ikke mindst Socialdemokratiets borgmestermøder. Men det betyder ikke, at han bliver tavs.

"Jeg vil primært tilbage til at skrive, som jeg tidligere i min politiske karriere har haft stor glæde af. Jeg syntes det er interessant at samle en gruppe af de mange dygtige mennesker i Socialdemokratiet - også i folketingsgruppen - om en bog eller kronikker. Når man skriver en kronik eller en bog, så kan man få det mere gennemtænkt, end man kan i den daglige presse. Samtidig giver det også rum til at komme med løsninger på problemerne. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at arbejde sammen med nogle af de yngre kræfter i partiet. Jeg har jo en gammel forkærlighed for DSU på grund af min fortid her," siger han.

Sidst opdateret: 11/01/2024 - 12:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]