En nærmere analyse af resultatet af den kommunale udligning for 2023 underbygger en faglig set hård dom over det nye udligningssystem. Kort sagt peger tallene på, at den meget vigtige opgørelse af udgiftsbehovet er særdeles fejlbehæftet. Til gengæld sikrer de mange håndholdte tilskud, at systemet er blevet mere stabilt.

Den afslørende og vigtige udregning er at se på de udgiftsbehov, systemet beregner for kommunerne, og sætte det i forhold til kommunernes samlede indtægter. Hvis systemet fungerede perfekt, så ville kommuner med høje indkomster og små sociale problemer have en indtægtsdækning over udgiftsbehovet ved en gennemsnitlig skatteprocent. Derudover ville kommuner med lave indkomster og store sociale problemer have en indtægtsdækning under det beregnet udgiftsbehov.

I og med at kommunerne i vid udstrækning kompenserer for udsvinget i deres indtægter i forhold til udgiftsbehovet via skatten, så burde billedet i praksis være, at rige kommuner med lav skat burde have en indtægtsdækning tæt på 100 procent, ligesom fattige kommuner med en skatteprocent på eller tæt på den maksimale skatteprocent på 26,30 burde ligge tæt på 100 procent.

Men den test fejler det nye udligningssystem med et brag.

Kommunernes indtægter i forhold til det beregnede udgiftsbehov viser, at der er en markant forskel på, hvor meget af kommunernes beregnede udgifter, de kan dække med deres faktiske indtægter.

Ifølge udgiftsbehovsopgørelsen kan Frederiksberg Kommune kun dække 93,4 procent af deres udgifter med de indtægter, som kommunen har. Omvendt kan Langeland og Lolland kommuner dække henholdsvis 105,9 og 103,2 procent af udgifterne.

Hvis udligningssystemets opgørelse af udgiftsbehovet var nogenlunde korrekt, så skulle det betyde, at Lolland og Langeland kommuner har økonomi til at give borgerne en markant højere service end landsgennemsnittet, mens Frederiksberg kommune kun har indtægter til at give sine borgere en af landets laveste serviceniveauer.

Et faktuelt kig på eks. normeringer og udgifter til administration dementerer i udstrakt grad den mulighed, og derfor peger tallene entydigt på, at udligningssystemets beregning af udgiftsbehov er meget mangelfuld.

Det skal bemærkes, at nedenstående analyse på indtægtssiden alene omfatter indkomstskatter, selskabsskatter, grundskyld og tilskud og udligning, hvilket på landsplan svarer til 98,8 procent af kommunernes beregnede udgiftsbehov.

Fastlåste skævheder udligner del af skævheder - men skaber også nye

Den manglende præcision i opgørelsen af udgiftsbehovet var erkendt allerede under forhandlingerne om en udligningsreform. Men i stedet for at rette op på manglerne i opgørelsen af udgiftsbehovet, så valgte politikerne at lappe systemet med en lang række varige særtilskud, som reelt er en erkendelse af, at en lang række kommuner har væsentligt større udgifter end opgørelsen af udgiftsbehov viser.

De mange varige særtilskud er reelt fastlåste, selvom de reguleres for folketallet. Det betyder, at kommunerne i de kommende år deltager i et særegent udligningslotteri. Den manglende præcision i beregningen af udgiftsbehovet vil nemlig både give positive og negative afvigelser i forhold fordelingen af de mange særtilskud fra 2020.

Selvom der ikke findes nogen fagligt dokumenterede analyser af de mange fejl i beregningen, så er der på især tre områder rimeligt faktuelt begrundede fejl.

Den ene er, at en tekniske detaljer i udligningssystemet betyder, at der beregnes for lave udgiftsbehov for børn og ældre, og for høje udgiftsbehov for 20-64 årige. Det betyder, at kommuner med en stigende andel af børn og især ældre vil opleve, at deres udgiftsbehov i stigende grad undervurderes i udligningssystemet, mens kommuner med stigende andel af 20-64 årige får en gevinst, fordi deres udgiftsbehov overvurderes.

Et andet faktuelt baseret fejl er, at udligningssystemet ikke indregner de såkaldte socialt flyttemønstre. Begrebet dækker over, at nogle kommuner får færre sociale problemer, fordi en stor del af deres socialt belastede borgere flytter til andre kommuner, mens der blandt tilflytterne er en overvægt af borgere med relativt få sociale problemer. Modsat har andre kommuner en tilflytning af sociale klienter og en fraflytning af borgere med få sociale problemer.

Endeligt blev beregningen af ugiftsbehovsberegningen i forhold til udviklingen i udgifterne til førtidspension ikke testet med opdaterede data i grundlaget for forhandlingerne af reformen i 2020, ligesom udgifter til den nye seniorpension slet ikke var med.

Stigende skævheder i de kommende år

En ren faktuel logisk konsekvens af ovenstående er, at der kan opstå en række skævheder for mange kommuner de kommende år. Det er vigtigt at understrege, at skævhederne både vil give nogle kommuner en gevinst og andre kommuner et tab.

Taberne bliver de kommuner, som:

Umiddelbart peger pilen på især yderkommunerne som de oplagte tabere, ganske enkelt fordi de slår ud på alle tre parametre. Men det vil også ramme nordsjællandske kommuner (der jo allerede har indkasseret et stort tab med reformen) samt de klassiske udflytterkommuner fra halvfjerdserne som eks. Greve. Ganske enkelt fordi kommunerne vil få en større vækst i andelen af ældre end gennemsnittet.

Vinderne bliver modsat de kommuner som: