De enkelte kommuner risikerer et markant tab, hvis deres antal af børn eller ældre stiger mere end landsgennemsnittet.

Forklaringen skal findes i det tekniske forhold, at pengene til det socioøkonomiske tilskud tages som en procentdel af de enkelte gruppers udgiftsbehov, mens kommunerne får det samme beløb for alle aldersgrupper.

Omsat til et konkret eksempel, så vil en kommune i gennemsnit have udgifter til en 85+ årig på i alt 209.125 kroner, men heraf pilles 33 procent svarende til 69.011 kroner ud til det socioøkonomiske udgiftsbehov. Dermed udløser en 85+ årig i 2023 et aldersbestemt udgiftsbehov på 140.114 kroner.

Oven i får kommunen et socioøkonomisk udgiftsbehov, og hvis kommunen er gennemsnitlig med et socioøkonomisk indeks på 1,00, så er det 23.101 kroner.

En ældre 85+ årig udløser altså et udgiftsbehov på ialt 163.215 kroner. Men de faktiske forventede udgifter var 206.537 kroner, og dermed får kommunen et udgiftsbehov i udligningen, som er 43.352 kroner mindre end den reelle udgift.

For borgere i aldersgruppen 20-64 år er udgiftsbehovene i udligningsystemet modsat højere end de forventede udgifter.

Slutfacit er, at de kommuner, som har en stigende andel af børn og ældre, vil tabe penge på udligningen, mens de kommuner som har en stigende andel 20-64 årige vinder på udligningen.

I skemaet herunder kan du se, hvor markante forskelle der er i udviklingen i antallet af børn og ældre mellem kommunerne.

Der er ikke noget entydigt mønster i hvilke typer af kommuner, som har den største vækst i antallet af ældre fra 2022 til 2023, men set over en længere periode er det især yderkommuner samt de store udflytterkommuner fra halvfjerdserne, som bliver ramt.