Selvom Astrid Krag (S) overfor Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har givet udtryk for, at kommunerne ville bruge én milliard kroner mere i 2020 end i 2019, har de kun løftet området med 300 millioner kroner.

Selvom Astrid Krag (S) overfor Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har givet udtryk for, at kommunerne ville bruge én milliard kroner mere i 2020 end i 2019, har de kun løftet området med 300 millioner kroner. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lovet milliardvækst på voksen-handicapområdet blev til 300 millioner

Selvom Astrid Krag (S) overfor Folketinget har givet udtryk for, at kommunerne ville bruge én milliard kroner mere på voksen-handicapområdet i 2020 end i 2019, endte udviklingen med en vækst på blot 300 millioner kroner.

Udgivet: 15/03/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Til trods for, at kommunerne i 2020 sprang budgettet på voksen-handicapområdet med 800 millioner kroner, så har de slet ikke lavet det serviceløft på en milliard kroner, som social- og ældreminister, Astrid Krag (S), overfor Folketinget har givet udtryk for, at de ville lave.

Konkret viser tallene, at kommunerne i 2020 brugte 300 millioner kroner mere på voksne med handicap, end de gjorde i 2019.

Det tal er altså væsentligt lavere, end det serviceløft, man kunne forvente, at kommunerne ville gennemføre i 2020, hvis man skulle tro Astrid Krags svar til Social- og Indenrigsudvalget for omtrent en måned siden. Her sagde hun:

“[gennem løft fra kommuneaftalerne på over 3 milliarder kroner årligt, red.] får kommunerne bedre mulighed for at prioritere velfærd for sårbare borgere, bl.a. på handicapområdet, hvor kommunerne i 2020 har budgetteret med over 1 mia. kr. mere end året før. Dette betyder, at det planlagte forbrug i kommunerne på voksen-handicapområdet er steget med ca. 1 mia. kr. fra 2019 til 2020 til gavn for mennesker med handicap.”

Det, som ministeren glemte at nævne i sit svar var, at kommunerne i 2019 havde overskredet budgettet med omtrent 1,5 milliarder kroner, og hvis kommunerne derfor skulle følge budgettet i 2020, så skulle de i alt spare 500 millioner kroner på voksen-handicapområdet i 2020 i forhold til 2019.

Læs også:
Minister præsenterer handicapbesparelse som øget bevilling på én milliard

Det fik ordførerne fra flere af Folketingets partier til at stille sig kritisk overfor ministerens svar, og Venstres social- og handicapordfører, Marie Bjerre, kaldte svaret "dybt misvisende".

Også Radikale Venstre og SF stillede opfølgende udvalgssprørgsmål til ministeren for at råde bod på sagen. Ministeren har afvist både overfor NB-Økonomi og overfor de kritiske spørgere i Folketinget, at hendes svar skulle være misvisende.

Læs også:
Minister: Kommunerne har fået penge til at prioritere handicapområdet
Læs også:
Krag afviser kritik for brug af kunstigt lavt budgettal

Nu viser de faktiske udgifter for 2020, at kommunerne ikke har holdt sig indenfor budgettet i 2020, og har derfor ikke lavet den besparelse på 500 millioner kroner, som budgettet lagde op til.

I stedet har de sprunget budgettet med hele 800 millioner kroner, og har dermed øget forbruget på området i 2020 med 300 millioner kroner i forhold til 2019.

Men trods den relativt store budgetoverskridelse, så er der langt fra de 300 millioner kroner i løft af området til den milliard, som Astrid Krag gav udtryk for, at kommunerne ville løfte området med.

Se i grafen her, hvordan forbruget på voksen-handicapområdet har udviklet sig fra 2019 til 2020, og hvordan regnskabstallene for de to år afviger fra budgettet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Handicap, Astrid Krag (S), Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]